Hovedstaden trækker vækstlæsset

Hovedstaden er den eneste region med et BNP-tal, der ligger over niveauet før finanskrisen.

Selv om det går fremad for dansk økonomi, er der stor forskel på, hvor væksten foregår henne.

Det viser en analyse, som Dansk Erhverv har foretaget. Den viser, at Region Hovedstaden er den eneste af de fem regioner, hvor BNP-tallet for 2014 var højere end før finanskrisen - helt præcist 2,6 procent.

I resten af landet lå man fortsat mellem 2,6 og 5 procent under 2008-niveauet.

Der er imidlertid ikke noget alarmerende i de store regionale forskelle, mener Mira Lie Nielsen, der er chefkonsulent og økonom i Dansk Erhverv.

- Erfaringen fra tidligere siger, at væksten spreder sig fra København og de større byer til de andre områder af landet. Så jo kraftigere væksten bliver i hovedstaden, jo mere vil det smitte af på resten af landet, siger Mira Lie Nielsen til Ritzau.

- Men omvendt har vi et atypisk mønster, fordi vi syv år efter krisen endnu ikke er nået tilbage på samme niveau, og vækstprognoserne bliver hele tiden nedskrevet, siger hun.

En del af forklaringen på forskellen kan findes på boligmarkedet, hvor priserne i København er galopperet foran resten af landet.

- En del familier rundt omkring slæber stadig rundt på boliggæld, og derfor holder de formentlig igen med forbruget, indtil friværdien bliver positiv eller større, end den er i dag.

- I hovedstadsområdet derimod er boligpriserne nu over niveauet før finanskrisen samtidig med, at renterne er lavere end længe set. Derfor har man for alvor fået bedre luft i budgettet og større optimisme, siger hun.

Spørgsmålet er så, om regeringen bør gribe ind med initiativer, der mindsker de økonomiske forskelle mellem hovedstadsområdet og resten af landet.

Ikke nødvendigvis, lyder svaret fra Danske Erhverv.

- Strukturelt er der jo bare en fortsat bevægelse mod de større byer, og faktisk er vores urbaniseringsgrad lavere end i Norge og Sverige.

- For os er det vigtigt, at indgreb til fordel for udkantsområder giver samfundsøkonomisk mening, så der ikke er virksomheder i en eller flere regioner, der betaler prisen for at skabe vækst andre steder, siger hun.

BNP i Region Hovedstaden udgjorde i 2013 39 procent af landets samlede BNP, hvilket er to procentpoint mere end i 2008.

Hvad beskæftigelsen angår, har Region Hovedstaden også førertrøjen på. Her er antallet af beskæftigede oppe på 98 procent af niveauet før finanskrisen, mens man i de øvrige regioner ligger på mellem 92 og 95 procent.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik