Her får jordemødre nu særligt tillæg: "En god prop i badekarret, men ikke mere end det"

Region Hovedstaden vil give jordemødre et tillæg, hvis de arbejder henover sommeren. Jordemoderforeningen ser aftalen som en god løsning - men kun på kortere sigt.

Et tillæg på op til 15.000 kroner.

Det er, hvad jordemødrene på Region Hovedstadens fødegange kan se frem til, hvis de i juli, august og september tager en ekstra tørn.

quote Jeg tror ikke, at man forbedre arbejdsmiljøet, fordi man kommer med en børnecheck på denne her måde

Sus Hartung, formand for Hovedstadskredsen i Jordemoderforeningen

Region Hovedstaden og Jordemoderforeningen har nemlig indgået en aftale om, at de fastansatte på fødegangene skal modtage et særligt tillæg, hvis de arbejder i de tre måneder, hvor man forventer et fødselsboom i regionen.

- Sommermånederne er virkelig højsæson, og derfor vil vi gerne honorere de jordemødre, der er på fødegangen for den ekstraordinære travlhed, som der kommer til at være, siger Christoffer Buster Reinhardt (C), der er formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, til TV 2 Lorry og uddyber:

- De skal være mere fleksible og arbejde flere timer på fødegangen. De får deres normale løn – også for at tage ekstra vagter – og så får de et tillæg oveni, hvis de har haft mange vagter på fødegangen.

Løser ikke problemer på lang sigt

Gennem de seneste år har man oplevet en stigende mangel på jordemødre, ligesom der flere gange har været historier om pressede arbejdsvilkår.

Derfor betragter Jordemoderforeningen aftalen som en god løsning - men kun på den kortere bane.

- Jeg synes, det er en rigtig god prop i badekarret, men det er ikke mere end det. Vi håber, at jordmødrene bliver, og der kommer mere ro på henover sommerperioden, siger Sus Hartung, der er formand for Hovedstadskredsen i Jordemoderforeningen, og uddyber: 

- Alene i anerkendelsen tror jeg, at man henter rigtig meget goodwill. Men jeg tror ikke, at man forbedrer arbejdsmiljøet, fordi man kommer med en børnecheck på denne her måde. Der skal man ind og arbejde med nogle mere langsigtede løsninger på de problemer, som vi har set i de seneste fem år.

I pressemeddelelsen fra Region Hovedstaden bliver tillægget omtalt som et belastningstillæg. Det tager man dog afstand fra hos Jordmoderforeningen.

- Det er forkert at kalde det et belastningstillæg, fordi det ikke alene er på fødegangen, at vi oplever belastning. Det hedder et fastholdelsestillæg, hvilket også står i aftalen.

Christoffer Buster Reinhardt medgiver, at der er en stor mangel på jordemødre og at han håber, at tillægget kan være et greb til at jordemødrene vil blive i deres stilling i regionen.

Hellere fastansatte fremfor vikarer

Sommeren er højsæson for fødsler, og derfor er der i denne periode brug for ekstra hænder på fødegangene.

Og her foretrækker Region Hovedstadens Sundhedsudvalg med Christoffer Buster Reinhardt i spidsen altså at benytte fastansatte jordemødre frem for vikarer.

- En vikar er lige så god, men jeg vil hellere belønne vores egne medarbejdere for at tage en ekstra tørn i stedet for, at vi skal ud og købe ekstra. Det er også ekstra dyrt at købe en vikar i stedet for vores egne medarbejdere. Jeg kan få mere jordemodertid i stedet for at skulle betale et vikarfirma.

- For den fødende skulle der helst ikke være nogen forskel, men det er klart, at det gerne skulle være med til at skabe et bedre arbejdsmiljø, at det ikke er et hav af vikarer, som du skal arbejde sammen med, men kendte og faste kollegaer. Det skulle gerne give et bedre arbejdsmiljø og også gerne en bedre stemning på fødeafdelingen.   

Det er lederen på de enkelte afdelinger, der skal vurdere, hvorvidt og til hvem tillægget skal gives.

Ifølge Christoffer Buster Reinhardt skal man først nu til at konkretisere, hvem der er omfattet af aftalen.

Ifølge Sus Hartung står der i aftalen, at alle fastansatte jordmødre på fødegangen, der i juli, august og september arbejder med fødsler 50 procent af tiden, er berettiget til tillægget. Hvis man er ansat på mindre end fuldtid, vil man opnå tillægget i reduceret form.

Tilbage i mats blev der indgået en nye aftale, der sikrede 24 millioner årligt til fødeafdelingerne i Region Hovedstaden. Se eller gense indslaget nedenfor.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik