Her er de gode råd om Airbnb

Der er mange regler i Airbnb-junglen. Her kan du blive lidt klogere på udlejning af din bolig.

Sommerferien er startet, og overvejer du, om du skal udleje din bolig på airbnb, så læs lige lidt mere om reglerne her:

Lejelovgivningens regler siger nemlig, at din bolig kun må udlejes til ferie eller fritidsmæssige formål - ikke som erhvervsmæssig drift. Derudover er den maksimale lejeperiode om året på seks til otte ugers varighed.

Bor du til leje, må du som udgangspunkt aldrig udleje din bolig på airbnb. Hvis du alligevel gerne vil, så kræver det en tilladelse fra din udlejer. Hvis din udlejer godkender det, så skal de have en kopi af den lejeaftale, der indgåes på airbnb.

Bor du i en ejerlejlighed eller en andelslejlighed, gælder der andre regler. Her må du som udgangspunkt godt udleje din bolig i op til seks til otte uger, medmindre din ejer- eller andelsforening har nogle andre regler i sine vedtægter.

TV 2 Lorry kunne onsdag fortælle, at en stor del af de lejligheder, der lejes ud via Airbnb, udlejes ulovligt.

Hvis du har tilladelse og vælger at udleje din bolig på Airbnb, så har Ejendomsforeningen Danmark nogle gode råd, som man bør tænke over, inden man udlejer. Som udlejer er du nemlig ansvarlig for mange ting, hvis dem, du lejer ud til:

  • gør skade på ejendommen eller lejligheden, så er det dig, som er ansvarlig for skaderne.
  • generer de øvrige beboere, så er du ansvarlig overfor din udlejer eller din forening.
  • ikke opfører sig ordentligt, kan du i yderste konsekvens miste din bolig.
  • ødelægger eller stjæler dine ting, skal du tjekke med dit forsikringsselskab, om din forsikring dækker. Ellers kommer du selv til at betale.

Derudover gælder der ifølge SKATs regler også, at indtægterne fra din udlejning ikke må overstige dit bundfradrag. Bundfradraget er 2/3 af den samlede årlige boligafgift inkl. acontovarme.

Det vil sige, at en årlig boligafgift på 45.000 giver et bundfradrag på 30.000. Så hvis du tjener 35.000 på Airbnb udlejning, skal der altså betales SKAT af de sidste 5.000.

Du kan læse meget mere om SKATS regler på deres hjemmeside.

Fra 1. juli 2016 blev lejeloven lavet om - reglerne om korttidsudlejning blev taget ud. Det betyder, at der ikke længere er nogle regler for, hvor meget det højest må koste at leje din bolig.

Udlejningsportalen Airbnb oplyser, at der i perioden 1. december 2014 til 30. november 2015 var 21.000 værter i Danmark. Hos disse værter blev boligen i gennemsnit udlejet i 22 nætter på et år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik