Håb om hurtigere motorvejs-udvidelse

De omkring 100.000 daglige bilister på Køge Bugt Motorvejen kan snart få øje på, at strækningen mellem Greve S og Solrød S skal udvides fra seks til otte spor.

De indledende øvelser med rydning af området omkring Karslunde Rasteplads er så småt gået i gang, og samtidig lufter Vejdirektoratet et håb om, at udvidelsen af det otte kilometer lange stykke motorvej kan blive færdig tidligere end planlagt. Det skriver DAGBLADET Køge.

- Vi håber og tror, at vi kan drage nytte af erfaringerne fra Holbæk Motorvejen. Hvis vi kan gøre os hurtigere færdige, så gør vi det, siger projektleder Preben T. Pedersen fra Vejdirektoratet - uden at love noget.
Han henviser dog til, at udvidelsen af Holbæk Motorvejen mellem Fløng og Roskilde V for nylig blev taget i brug mere end et år tidligere end planlagt.

Udbygningen af Køge Bugt Motorvejen er sat til at være klar senest i 2016.

I den første fase vil de mange pendlere på strækningen ikke mærke meget til vejarbejdet, men fra foråret 2013 får bilisterne til gengæld behov for at trøste sig med, at det altid skal være galt, før det bliver bedre, end det er i dag.

Her vil der både blive indsnævret kørespor og hastighedsbegrænsing på 80 kilometer i timen hele vejen mellem Greve S og Solrød S. På tidspunkter, hvor der skal arbejdes i midterrabatten, vil der også blive lokale hastighedsbegrænsninger på 50 kilometer i timen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik