Gribskov får hug for digitalt demokrati

Ældre Sagen finder det helt urimeligt, at Gribskov Kommune nu kun annoncerer sine offentlige høringer på internettet.

Demokratisk problem, som hægter en gruppe borgere af, lyder kritikken ifølge Frederiksborg Amts Avis. 

Fra denne måned annoncerer Gribskov Kommune ikke længere i fuld udstrækning sine lokalplaner, høringer og lignende i lokalpressen, men henviser i små annoncer til kommunens hjemmeside.

Men det er helt urimeligt, da det udelukker en del borgere, som ikke er på internettet, fra den demokratiske debat, som de ellers har ret til at være en del af, lyder det fra Ældre Sagen.

- Det er et alvorligt demokratisk problem. Befolkningen skal have mulighed for at blive hørt, inden man går videre med planerne, og inden de er vedtaget, siger Olav Felbo, der er chefkonsulent i Ældre Sagen.

Han mener derudover, at kommunen skyder sig selv i foden, da den risikerer at gå glip af værdifuld information og i stedet få flere klagesager, hvor borgerne ikke mener, at de har fået mulighed for at blive hørt. Og selv om han erkender, at internettet er fremtidens kommunikationsplatform, så mener han, at det på nuværende tidspunkt er nødvendigt at fortsætte ad to spor.

- Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe både ældre og unge, der har problemer med internettet.

- Nettet er fremtiden, men det er vigtigt, at der er en kattelem åben i forhold til information ud over nettet, siger Olav Felbo.
Samme holdning går igen hos Torben Møgelhøj, der er formand for ældrerådet i Gribskov Kommune.

- Det rammer helt ind i demokratiet. Lokalplaner, høringer og lignende gemmes væk. Hvis man ikke er på nettet, er man sat uden for hvad, der foregår i kommunen. Og det er ikke kun ældre, det rammer. Det går ud over alle it-svage.

Ordningen kører foreløbigt i seks måneder, hvorefter den skal evalueres. Borgmester Jan Ferdinandsen forklarer, at det er en del af en digitaliseringsproces, men erklærer sig lydhør over for kritikken.
En ny lovgivning har fra 1. januar i år har banet vejen for kommunens digitale annoncering.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik