Giftig luft hænger tungt over København - miljøminister dropper lovinitiativer

Bilosen vil i 2015 stadig hænge så tæt over København, at det er sundhedsskadeligt - og det vil stride med EU's regler om luftkvalitet.

På de mest trafikerede strækninger vil der fortsat være for højt indhold af kvælstofoxidgasser (NO2), der sammen med ultrafine partikler trænger ned i luftvejene og hvert år resulterer i flere tusinde tilfælde af sygdom eller tidlig død.

Konklusionen fremgår af en ny rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) under Aarhus Universitet, skriver Politiken.

- Hvis man ikke tager nye initiativer, vil EU's grænseværdi være overskredet på mindst syv gadestrækninger i 2015, siger seniorforsker Steen Solvang Jensen fra DCE, til avisen.

Miljøminister Ida Auken (SF) har lige droppet de lovede lovinitiativer til at nedbringe luftforureningen i de store byer.

Begrundelsen er, at "de nyeste tal viser, at vi alligevel ikke får en overskridelse af NO2 i 2015 i København", fordi der vil komme flere nye biler med miljøvenlig teknologi.

Men ministerens tal bygger på hovedmålestationen på H.C. Andersens Boulevard over for Tivoli - og det er kun den ottende mest forurenede strækning i København, skriver Politiken.

Der er større indhold af de sundhedsskadelige gasser fra især dieselbiler mindst syv andre steder i byen.

Ældre biler ingen adgang

Og EU-kommissionen kræver, at Danmark lever op til kravet på alle strækninger, fremgår det af en mail fra kommissionen, som avisen er i besiddelse af.

Hertil kommer, at Danmark skulle have levet op til EU's luftkrav allerede i 2010 og ifølge EU skal gøre det "hurtigst muligt".

Det kan ifølge DCE-rapporten for eksempel gøres ved at forbyde ældre biler at køre ind i Københavns bymidte, som det er forbudt i flere tyske byer.

Minister i samråd

Overborgmester Frank Jensen (S) siger til Politiken, at der er brug for en "hurtig afklaring af luftforureningen i København".

Det Økologiske Råd og Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen, mener, at der er tale om syltning af sagen. Per Clausen vil nu kalde miljøministeren i samråd.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik