Frustrerede kørelærere: Forældet undervisning kan koste liv

De forældede og i nogle tilfælde forkerte undervisningsmetoder er ikke blevet revurderet de sidste 25 år, lyder det fra forening.

Hos Foreningen af Køretekniske Anlæg i Danmark (KTADK) har man fået nok.

Der mangler kompetente instruktører, og de forældede og i nogle tilfælde forkerte undervisningsmetoder er ikke blevet revurderet de sidste 25 år, og det kan være farligt for trafiksikkerheden, lyder opråbet fra de frustrerede medlemmer af foreningen.

- På de køretekniske anlæg rundt om i København, og i resten af landet, er vi bundet af ret stramme regler, som er beskrevet i kørekortbekendtgørelsen. Her står der hvad vi må, på hvilken måde vi må undervise, hvor lang tid vi må bruge på det og hvilke emner vi skal berøre.

- Problemet er bare, at der med årene er kommet ny teknik i bilerne, og der er nye pædagogiske undervisningsprincipper, som har overhalet vores undervisning indenom, som ikke er så trafikrealistiske. Der står jo ikke to kegler på vejen, der hvor du skal bremse op, det er nogle andre ting, man skal lære at reagere på, siger Michael Nielsen, der er adm. direktør hos Storkøbenhavns Tekniske Anlæg i Kastrup, der hvert år underviser 15.000 køreskoleelever.

Formand fortæller eleverne sandheden

Foreningens formand Michael Lønbak, der har været kørelærer i 35 år, er harmdirrende over de undervisningsplaner, som de køretekniske anlæg skal følge slavisk, men som er håbløst forældet i forhold nutidens trafikteknologi.

- Vi skal for eksempel undervise eleverne i, at de ikke må bremse og styre på én gang. Det er direkte forkert og kan koste liv, fordi i moderne biler med ABS-bremser er det vigtigst at få farten ned i en nødsituation. Men jeg fortæller mine elever, det er forkert, for det synes jeg, at jeg skylder dem, siger han.

Bortset fra enkelte øvelser er undervisningen på de køretekniske anlæg stort set ikke blevet ændret siden starten af 90’erne. I modsætning til vores nabolande Sverige og Norge samt Tyskland og Østrig, er Danmark langt bagude. I de sidste ti år har udviklingen stået stille.

Sverige og Norge skriger af grin

- I de andre nordiske lande skriger de af grin, når vi fortæller om vores forhold. Jeg har lige været til møde med vores nordiske søsterorganisationer, og de forstår ikke, at vi ikke har fået ændret det endnu. Men vi har arbejdet på en ajourføring af indholdet i ti år, uden at vi er kommet igennem med vores forslag hos Rigspolitiet og Trafikstyrelsen, siger Michael Lønbæk.

KTADK foreslår som løsning, at andre faggrupper med de rette kompetencer kan blive uddannet til køretekniske instruktører, og at der er en plan for, hvordan man kan forbedre forholdene. Det kræver dog, at myndighederne vil være med til at modernisere den køretekniske undervisning.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik