Enhedslisten om fødselsaftale: Vi er ikke i mål

Fødselspakke er en start, men bedre løn for de ansatte er afgørende for overhovedet at kunne tiltrække jordemødre til fødegangene, mener Enhedslisten.

Bedre forhold for førstegangsfødende, udvidet ammerådgivning med videokonsultation og yderligere 100 ansatte på de danske fødeafdelinger. 

Det er hovedpunkterne i den nye fødselspakke 'En god start på livet', som blev præsenteret mandag.

Aftalen, der indgået mellem regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne skal sikre, at det bliver tryggere for kvinder at føde. 

Enhedslistens medlem af Sundhedsudvalget, Pernille Skipper (EL), kalder den nye aftale en start. Men det er ikke det samme som, at man er i mål endnu, siger hun.

Ifølge Pernille Skipper har Enhedslisten "kæmpet hårdt for" at få flere ansatte frem for nye rettigheder, fordi der slet ikke er nok hænder på fødestuerne

- Som fødende er det afgørende, at man ikke oplever at ligge i aktiv fødsel alene på fødestuen, siger Pernille Skipper (EL) til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Så det vigtigste ved aftalen, mener jeg, er, at de fødende skal opleve, at der kommer flere ansættelser og flere professionelle jordemødre.

100 er ikke nok

Aftalen indeholder 100 flere nye fagprofessionelle til landets fødegange. Men 100 årsværk er dog ikke nok, lyder det fra Jordemoderforeningen.

Til Ritzau siger formand Lis Munk, at der snarere er brug for 200 årsværk, hvis der i fremtiden skal være garanti for, at en kvinde i fødsel altid vil blive mødt af en jordemoder med ledige hænder, når hun møder op på fødegangen.

Pernille Skipper har overfor TV 2 Lorry også fokus på, at det ikke er nok bare at slå stillingerne op.

Der skal mere i lønposen, hvis man igen skal kunne tiltrække jordemødre til fødselsgangene. Det gælder ikke mindst i Region Hovedstaden, hvor ansatte har sagt op på grund af kritisable arbejdsforhold på fødegangene, mens jordemødre på Rigshospitalet for eksempel har advaret om, at det kan ende fatalt, fordi der er på få jordemødre på arbejde af gangen.

- Det er fysisk og psykisk hårdt at være jordemoder. Når man ovenikøbet har oplevet nedskæringer i mange år og samtidig står med en ligelønskamp, hvor man ikke bliver hørt politisk, så kommer der en afmatning, og til sidst vil man ikke mere, siger Pernille Skipper og tilføjer:

- Så fra politisk hold er næste skridt at erkende, at de skal have en fair løn, hvis man vil tiltrække flere.

Rekrutteringspakke er afgørende

Pernille Skipper fremhæver derfor også rekrutteringspakken på knap 80 millioner kroner over tre år, som noget af det vigtigste i aftalen.

- I Hovedstaden har vi set grumme historier for fødende, og rekrutteringspakken kan for eksempel gå til løn. Det, tror jeg, er afgørende, fordi vi værdisætter området for lavt, siger hun.

Med den nye aftale bliver det også muligt at blive på hospitalet to dage efter fødslen eller få hjemmebesøg efter en dag - det gælder dog kun for førstegangsfødende.

Enhedslisten håber derfor også, at rettigheden med tiden vil blive udvidet til at gælde alle fødende.

- Det er rigtig godt, at førstegangsfødende kan blive på hospitalet eller få hjælp derhjemme. Det kan forhåbentlig forhindre, at nybagte forældre bliver sendt perplekse på gaden få timer efter fødslen med en nyfødt baby i armene, siger Pernille Skipper og fortætter:

- Men det er første rettighed. Vi mangler stadig at få implementeret en ret til fødselsforberedelse i små hold, så man ikke sidder i et auditorium med 100 andre kommende forældre, og vi mangler også ret til kendt jordemoder og ordentlig ammerådgivning.

Pengene til den nye aftale, der blev indgået mandag, blev afsat på finansloven i december. 

I alt skal der bruges 475 millioner kroner på området frem imod 2025.







_

_


Mest læst i dag

Se flere

Sundhed

1813 Arkiv

play“Alt tyder på, at det bliver et stort julekaos med 1813 igen” - nu kræver politiker handling

Rotter

Ryddede forside på anerkendt magasin: Forskere fra KU bag banebrydende nyt om pattedyrs hjerner

RS-virus

”Situationen er kritisk”: Syge børn med RS-virus deler afdeling med for tidligt fødte

20151214-202629-3-4000x2670ma

Ny plan lægger op til at afskaffe lynhjemsendelse efter fødsler i Region H


Region Hovedstaden


Forsiden lige nu

Se flere