Eksperter om nytårskrudt: Dyrene klarer sig fint

Mange - især hundeejere - bekymrer sig før nytårsaften.

Nytårsaften står for døren, og mens masser af danskere glæder sig til boblevand og nytårskrudt, så vil en del hundeejere frygte for bragene, der stresser de firbenede venner. 

Hos Dyrepensionen Noah og Naja i Dragør kan man således igen i år melde om fuldt hus.

Faktisk begynder hovedstadens beboere allerede i oktober at booke overnatninger til både katte, hunde og heste, så de ikke skal pines unødigt den 31. december, fortæller man til TV 2 Lorry. 

Problemet kan skyldes hundeejerne selv

På dyrepensionen sørger Lykke Harms for at omgivelserne giver dyrene ro. Hun skruer op for radien, tænder lyset, trækker gardinerne for og sikrer sig, at alle er både mætte og trætte. 

Og så ligger pensionen i et stråtækt område, hvor der derfor ikke skydes en masse fyrværkeri af foran hoveddøren. 

Men faktisk kan det være nok for mange af dyrene bare at komme væk fra deres ejermænd, forklarer Lykke Harms til TV 2 Lorry. 

Nogle ejere kan nemlig unødigt få pisket en stemning af frygt op i stedet for at berolige deres dyr, når bragene lyder:

- Vi menneskeficerer nok lidt vores hunde. Og hvis ejerne bliver nervøse for, hvordan hunden reagerer, så giver det anledning til en masse frygt hos dyret, forklarer hun. 

Derfor bliver mange dyr unødigt bange nytårsaften. 

Zoo: Dyrene har ikke lært at være bange

I Zoologisk Have på Frederiksberg går man da også årets sidste dag i møde med ro i sindet. 

Det fortæller presseansvarlig Jacob Munkholm Hoeck til TV 2 Lorry. 

- Erfaringerne fra tidligere år er, at det (fyrværkeriet, red.) ikke skaber så meget hysteri. Vi oplever ikke, at dyrene er mere stressede. Vi lukker alle dyr indenfor, og de putter sig måske lidt i stalden, men det er sådan set det, siger han. 

Forrige år var TV 2 Lorry på runde nytårsnat med dyrepasser Peter Jensen, og han forklarede det således:

- Dyrene forbinder ikke krudtet med noget farligt. Det, vi mest er bange for, er ikke, at der skal ske dyrene noget, men vi har tre huse med stråtag!

Skovens cyklister er værre end krudt

I Dyrehaven i Klampenborg nord for København er man heller ikke urolig. 

Hvis man vil forbyde fyrværkeriet i Danmark - som man eksempelvis har gjort i Australien og flere amerikanske stater - så skal det altså ikke være for rådyrenes skyld:

- Det påvirker muligvis dyrene, for det gør al menneskelig aktivitet. Men det er vigtigt at huske på, at den her stress er kortvarig. Jeg kender ikke til undersøgelser, som skulle fastslå, at dyrene lider efter nytårsnat, siger naturvejleder Stella Blichfeldt til TV 2 Lorry.

Hun kan pege på flere andre faktorer, som er værre for dyrene - eksempelvis de mange cykelryttere:

- Det er en god idé her om vinteren, når det er mørkt, at skrue ned for styrken i ens lygter, når man cykler eller løber i skoven. Vi ved, at det i Dyrehaven giver anledning til, at dyrene løber rundt eller bevæger sig, når der kommer mountainbikeryttere. Det forstyrrer jo, når de spiser eller tygger drøv. De skal gerne have fred, siger hun. 
 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik