DMI: Bodil mangler kræfter til at blive en orkan

Selvom stormen Bodil blæser kraftigst de næste par timer, så bliver hun formentlig ikke en orkan, vurderer DMI

Bodil rusker godt og grundigt over landet, men hendes kræfter rækker formentlig kun til en storm. Der er ikke tryk nok på, så Bodil bliver opgraderet til en orkan, vurderer Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Hvis stormen Bodil skal blive en orkan, så kræver det, at middelvinden er over 32 meter i sekundet.

- Jeg tror ikke, at vi får middelvinde i orkanstyrke. Men det er svært at sige, når hun ikke er kommet længere ind over land, og vi ved mere om et par timer, men jeg tror ikke, at Bodil bliver en orkan, siger vagthavende Tine Zeuthen til Ritzau.

- Stærk storm bliver det nok visse steder, og det er omkring 32 meter i sekundet. Det generelle niveau bliver mellem 23 og 28 meter i sekundet, og det bliver værst fra nu og indtil ved 18-tiden, fortæller hun.

Klokken 11.50 gik stormen Bodil i land på den jyske vestkyst, og det første sted med stormstyrke i middelvinden var ved Hanstholm i Nordjylland. Lige nu er de kraftigste vinde målt ved Blåvandshuk.

- Vi har flere steder vindstød af orkanstyrke og middelvinde af stormstyrke. Det kraftigste er ved Blåvandshuk, hvor der er målt 35 meter i sekundet, hvilket er godt oppe i orkanstyrke, fortæller den vagthavende.

I løbet af eftermiddagen er Bodil vandret hen over landet, og det østligste punkt med stormstyrke klokken 16 torsdag eftermiddag er ved Røsnæs Fyr ved Kalundborg.

- Røsnæs Fyr har haft et par observationer på middelvind i stormstyrke, så det breder sig langsomt ud over vandet, fortæller Tine Zeuthen.

Bodil har allerede lukket de fleste af landets små og store broer samt tog- og færgedriften i hele landet.

Hvor den sidste storm, senere navngivet Allan, hurtigt strøg over landet, så regner DMI med, at Bodil lægger sig på danskernes færden udendørs i længere tid.

- Det bliver en langstrakt affære, og hele natten kan vi godt have vindstød af stormstyrke og nogle steder af orkanstyrke. Den lægger sig lidt i løbet af natten, men der kan fortsat være storm eller kuling i morgentimerne, lyder det fra DMI.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik