DGI rækker ud til 100 blødende idrætsforeninger: ”Vi er bekymrede”

DGI vil nu tilbyde målrettet hjælp til de idrætsforeninger, der har mistet flest medlemmer under coronapandemien.

DGI (Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger) vil have flere medlemmer og frivillige tilbage til idrætsforeningerne.

Ifølge organisationen har mange foreninger nemlig mistet et stort antal medlemmer under coronapandemien.

- Det, vi kan se nu, er, at de her foreninger bløder. Foreningerne mangler medlemmer og frivillige og forudsætningen for at komme op i medlemstallet igen, siger Peder Nedergaard, der er bestyrelsesformand for DGI Storkøbenhavn, til TV 2 Lorry.


Derfor er DGI nu klar til at give de værst ramte idrætsforeninger en hjælpende hånd.

- Det, vi kan hjælpe dem med, er at tage en dialog med dem og høre, hvad vi kan hjælpe dem med for at få flere frivillige og flere medlemmer, som er de to områder, hvor problemet er størst, forklarer Peder Nedergaard.

Peder Nedergaard er bestyrelsesformand for DGI Storkøbenhavn.
Peder Nedergaard er bestyrelsesformand for DGI Storkøbenhavn.
Foto: TV 2 Lorry - Morten Raarup

Det er de idrætsforeninger, der har mistet flest medlemmer, som nu får tilbudt hjælp af DGI.

I TV 2 Lorrys sendeområde er det omkring 100 foreninger, der kan få en håndsrækning.

De klassiske idrætter hårdt ramt

Det er klassiske idrætsforeninger som fodbold, svømning, fitness og gymnastik, der er hårdest ramt.

- Idrætsforeninger som svømning har været ramt af arealkrav, da det foregår indendørs, og så har de haft svært ved at komme I gang igen efter at have været lukket ned, siger Peder Nedergaard.

Svømning er en meget stor børneidræt, der har haft trange kår under coronapandemien.
Svømning er en meget stor børneidræt, der har haft trange kår under coronapandemien.
Foto: TV 2 Lorry - Morten Raarup

Siden marts 2020 har idrætsforeninger ad flere omgange lukket ned for alle aktiviteter. 

Foreningerne har desuden skulle overholde restriktioner om blandt andet afstandskrav, forsamlingsforbud og ekstra rengøring.


Fremgang blandt golfforeninger

Det er dog ikke alle idrætsforeninger, der kæmper med medlemstallene. 

For selvom mange idrætsgrene har oplevet et massivt frafald af medlemmer, er der ekstra mange, som har slået til golfbolde den seneste tid. Golf har nemlig haft kronede dage under pandemien. 

Et af de steder, man har oplevet stor fremgang, er Gilleleje Golfklub, der på trods af coronapandemien har fået flere end 200 medlemmer de sidste to år. 

Golfidrætten har haft kronede dage under pandemien.
Golfidrætten har haft kronede dage under pandemien.
Foto: TV 2 Lorry - Morten Raarup

Det er en vækst på 25 procent, der vækker stor glæde hos Mogens Hjorth, der er medlem af golfklubbens bestyrelse.

- Vi oplever, at golf næsten er mere succesfuldt end nogensinde, så vi er rigtig, rigtig glade, siger han til TV 2 Lorry

Mogens Hjorth er medlem af bestyrelsen af bestyrelsen i Gilleleje Golfklub, som har haft massiv fremgang trods coronakrisen.
Mogens Hjorth er medlem af bestyrelsen af bestyrelsen i Gilleleje Golfklub, som har haft massiv fremgang trods coronakrisen.
Foto: TV 2 Lorry - Morten Raarup

Han fortæller, at væksten har haft stor betydning for klubben.

- Det betyder, at vi også har mulighed for at gøre noget for de nye, der kommer til. Det er klart, at jo flere medlemmer, vi får, jo flere penge følger med. Vi er jo en forening, så vi skal servicere vores medlemmer, siger Mogens Hjorth.


Ifølge Peder Nedergaard fra DGI Storkøbenhavn hænger kontrasten mellem netop de klassiske sportsgrenes nedgang og golfens fremgang blandt andet sammen med medlemmerne.

- Golf er kendetegnet ved, at det er næsten udelukkende spilles af voksne. Kigger vi på svømning er det en meget stor børneidræt, og når de har været lukket ned, har det været svært at komme tilbage. Forældrene har også haft svært ved at forsvare at betale kontingent for hold, der er lukkede, siger han.

DGI’s sætter den 6. september gang i den nye indsats med målrettet hjælp til idrætsforeningerne. 

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik