Det skal du tjene for at købe hus i Nordsjælland

Gennemsnitligt skal en familie tjene 800.000 kroner for at eje et hus i Nordsjælland. Men kravet til indkomst varierer meget mellem kommunerne.

Foto: Martin Ballund / Scanpix Ritzau

Ifølge en ny analyse fra Realkredit Danmark kræver det i gennemsnit en samlet årlig husstandsindkomst tæt på 800.000 kroner at kunne købe et almindeligt hus på 140 kvadratmeter i Nordsjælland. Det er noget mere end landsgennemsnittet på næsten 720.000 kroner og dækker over store forskelle på tværs af de nordsjællandske kommuner, der spænder fra knap 700.000 kroner i Halsnæs til op mod 900.000 kroner i Rudersdal. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Det er især boligpriserne, der spiller ind på kravet til familiens indkomst, men også kommuneskatter og priser på daginstitutioner har betydning, siger Palle Lange Andersen, områdedirektør i Danske Bank i Nordsjælland.

Læs også Borgmester om Vinge: Vi må bruge al den energi vi har og kan præstere

Også forskel indenfor kommunegrænser

Beregningerne fra Realkredit Danmark bygger på et fastforrentet realkreditlån med afdrag og tager udgangspunkt i en familie med to børn, en bil og en mindre opsparing til at lægge de første fem procent af husets værdi i udbetaling.

Da der er tale om gennemsnitlige tal, varierer de også inden for en kommune.

- Man skal huske på, at der indenfor kommunens grænser også er forskelle i indkomstkravet, fordi både beliggenhed og husets stand spiller en væsentlig rolle, siger Palle Lange Andersen.

Læs også Stor forskel på rig og fattig i hovedstadsområdet

Ifølge analysen fra Realkredit Danmark er indkomstkravet højest i kommuner som Frederiksberg og Gentofte, hvor familien skal have en indkomst på godt en million kroner for at købe et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik