DBU annullerer hundredvis af sortbørsbilletter til Irland-kamp

DBU sætter hårdt ind over for danskere, der til ågerpris sælger billetter til irske fans før brag i Parken.

Dansk Boldspil-Union (DBU) har travlt med at dæmme op for irske fodboldfans, der rejser til Danmark for at se lørdagens VM-playoffkamp i Parken, selv om de ikke har fået billet igennem det officielle billetsalg.

2350 irere har officielt fået billet til kampen, men irske medier beretter om, at op imod 8000 tager turen til København.

Nu oplever DBU, at danske fans via internettet sælger deres billetter til irske fans til mere end dobbelt pris.

Disse billetter annullerer DBU, så de ikke virker ved tælleapparaterne, oplyser DBU.

- Vi har annulleret relativt mange. Nogle hundrede stykker. Vi har oplevet, at salget er eskaleret de seneste dage, siger DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer.

Overvejer politianmeldelser

DBU oplevede samme problematik, da polske fans forsøgte at komme ind i Parken til Polens kamp mod Danmark 1. september på afsnit for danske fans.

Det fik DBU til at iværksætte stramninger, da billetsalget startede til kampen mod Irland.

quote Vi ser, at medlemmer af fanklubben videresælger billetter. Dem smider vi ud af fanklubben, og de vil ikke længere få mulighed for at deltage i forsalg. Vi overvejer også politianmeldelser.

DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer.

- Vi satte barrierer op, så man ikke kunne købe billet fra irske kort og IP-adresser, og man skulle bruge en kode, som vi kun sendte ud til danske mobilnumre, siger Jakob Høyer og fortsætter:

- Nu kan vi se, at mange irere har købt eller forsøger at købe billetter via Den Blå Avis og særligt viagogo til afsindige priser.

- Vi ser, at medlemmer af fanklubben videresælger billetter. Dem smider vi ud af fanklubben, og de vil ikke længere få mulighed for at deltage i forsalg. Vi overvejer også politianmeldelser.

Vil annullere billetter

- Vi annullerer billetterne, som vi ser blive solgt på viagogo, så man vil opleve, at billetterne ikke virker, når man kommer til Parken, siger Jakob Høyer.

- Vi gør ikke noget, hvis de bliver udbudt til normal pris, men bliver de udbudt til højere pris, er vi nødt til at skride ind over for sortbørshandel, lige meget om de sælges til danskere eller irere, der vil give nærmest hvad som helst, tilføjer han.

Han understreger, at det i høj grad også handler om sikkerhed, så alle fans får en god oplevelse.

- Vi ønsker ikke en situation, hvor fans bliver blandet. Danske familier skal ikke sidde sammen med 30 fulde irere. Og fulde irere skal heller ikke stå sammen med fulde danskere, da det åbner for en risiko, siger Jakob Høyer.

Fans vil blive afvist

Han understreger, at fans i irske trøjer vil blive afvist, hvis de prøver at komme ind på danske afsnit med billetter, der ikke er blevet annulleret.

For at kontrollørerne har bedre tid til denne opgave, har man valgt at åbne dørene allerede to timer inden kickoff, hvilket er en halv time tidligere end normalt.

Kampen begynder lørdag klokken 20.45. Der er returkamp tre dage senere i Dublin.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik