Danske svømmere til OL-eksamen i Bellahøj

Det er nu eller aldrig, hvis svømmere vil med til OL. Billetterne bliver delt ud ved Danish Open i weekenden.

Torsdag går det løs i Bellahøj Svømmestadion, når de sidste formkrav til sommerens OL pudses af for de danske svømmere ved kvalifikationsstævnet Danish Open.
Puslespillet med OL-pladserne er dog allerede lagt, fortæller elitechef i Dansk Svømmeunion, Lars Sørensen.
- Der er allerede nogle, der er kvalificerede til OL. Det er de fire svømmere Lotte Friis, Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen og Mads Glæsner, siger han.
Derudover er der to nationspladser i kraft af Danmarks kvalificering i holdkonkurrencen 4x100-meter-fri for damer og 4x100-meter-medley for damer. Hvem der kommer til at svømme de to holdstafetter er endnu uvist, men der er klare favoritter til nogle af pladserne.
- Det tegner til at blive Mie Ø. Nielsen og Pernille Blume. Det er de to, som ser ud til at tage sig af pladserne, siger Lars Sørensen.
Men der er altså stadig pladser at svømme om, hvis man præsterer flotte tider til Danish Open i weekenden. Det er dog sidste chance, hvis man vil til London til sommer.
- Jeg håber, der kommer en to-tre stykker mere under Danish Open. Hvis man ikke præsterer til weekendens stævne, så er lågen sådan set lukket, siger elitechefen.
Der er dog en lille mulighed, hvis en svømmer er meget tæt på at klare kravtiden til Danish Open.
Vedkommende kan så få endnu en chance ved at præstere formkravet til EM i maj måned. Lars Sørensen regner dog ikke med, at denne mulighed bliver taget i brug.
330 svømmere fordelt på 63 klubber og 10 nationer deltager ved Danish Open i perioden 22. marts til 25. marts 2012 i Bellahøj Svømmestadion.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik