Christians borgerforslag om forbud mod papsugerør underkendt: ”Det er jeg meget skuffet over”

Medstifter af borgerforslaget "Forbyd papsugerør" erkender, at "det var lidt for sjov", efter borgerforslaget ikke nåede 50.000 støtter. Men hans overordnede mission er stadig den samme.

"Forbyd papsugerøret", var det simple budskab i borgerforslaget af samme navn, der blev oprettet den 17. februar 2022. 

Og den 17. august 2022 er det nøjagtigt 180 dage siden, det blev stillet. 

Borgerforslaget nåede med sine 13.321 støtter ikke, de 50.000 det kræves, for at det kan blive fremsat i Folketinget.

Det ærgrer 24-årige Christian Holst Vigilius, som er en af ophavsmændene bag forslaget.

- Det er jeg meget skuffet over. Så må vi fortsætte med at klare os med de her papsugerør. Og vi må ærgre os, når vi er ude med vores venner og skal gumle os igennem fire til fem papsugerør for at drikke én drink. Hvilket i øvrigt også er dårligt for klimaet, siger Christian Vigilius til TV 2 Lorry. 

quote Jeg vil da blive ved med at kritisere dumme regulativer fra EU, når de kommer og forstyrrer vores hverdag

Christian Vigilius

Lea Wermelin tweeter

Mændene bag borgerforslaget om at forbyde det forhadte engangssugerør i pap fik ellers opmærksomhed fra en lidt uventet kant, da miljøminister Lea Wermelin (S) blandede sig i debatten efter at have læst TV 2 Lorrys artikel om Christian Vigilius' borgerforslag

Hun kommenterede følgende på Twitter:

- Jeg troede ellers de unge gik forrest i Klimakampen. Hvis man ikke engang er parat til at opgive plast-sugerør, så ser det svært ud...

Og det reagerer Christian Vigilius på nu. Han vil gerne slå på tromme for, at det er helt fair at kritisere noget, der virker dumt og åndssvagt, siger han. 

- Lea Wermelin synes blandt andre, det var ærgerligt, at vi ikke var med på den grønne omstilling. Men hun har ikke læst op på sin lektie. For det er sådan set mindre klimavenligt at fremstille papsugerør end plastiksugerør. Det er klart, at plastiksugerør er dårligere for havmiljøet end pap, men det er jo et miljøspørgsmål. Det skal jo helst ikke være sådan, man er bange for at kritisere noget, af frygt for at fremstå ikke-progressiv, mener han. 

Medvirkede i test af alternativer

- Føj. Hvor er det klamt og grimt og dumt. Det suger al væsken og livsglæden ud af mig, det her, sagde Christian Holst Vigilius tilbage i marts i år til TV 2 Lorry.

Hans ord faldt i forbindelse med en test af alternative sugerør, som TV 2 Lorry havde inviteret Christian Vigilius og medstifteren Oliver Bagge ind til.

Ordene var rettet mod papsugerøret. Et udbredt alternativ til engangssugerør af plastic. 

- Jeg er glad for, at det fik så meget opmærksomhed, så folk nu er opmærksomme på, det er et problem. Det var lidt for sjov, det medgiver jeg. Men jeg synes stadig, det fungerer rigtig dårligt, og at det burde forbydes, siger Christian Vigilius. 

quote Hvis der kommer en anledning, tager vi det op igen

Christian Vigilius

Symbolpolitik

Borgerforslaget kom på ryggen af et direktiv, som Europaparlamentet vedtog i 2019. Det forbød engangsplastikprodukter som tallerkener, bestik, vatpinde, og ja, sugerør.

Et meget håndgribeligt eksempel på, hvordan EU-politik gør en konkret forskel i danskernes hverdag, siger Christian Vigilius.

Han forsikrer, at kampen mod papsugerøret ikke er ovre, hvis chancen skulle byde sig.

- Jeg mener, det er et af de her politiske tiltag, som måske giver en god mavefornemmelse, men som reelt er symbolpolitik. Hvis der kommer en anledning, tager vi det op igen. Vi havde meget momentum i starten, men så kom der krig, og det tog opmærksomheden, hvilket er fair nok. Men jeg vil da blive ved med at kritisere dumme regulativer fra EU, når de kommer og forstyrrer vores hverdag, siger Christian Vigilius.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik