Buschauffører skal afhjælpe kaos, når 33 buslinjer ændres søndag

Søndag træder nyt busnet i kraft i København. Omlægningen af 33 buslinjer kan skabe forvirring, og derfor skal chauffører på gaden for at afhjælpe kaos.

For to uger siden havde den nye Metro Cityringen sin premiere, og nu er det altså bussernes tur.

Fra søndag den 13. oktober kommer busruterne til at ændre sig markant grundet den nye metrolinje. Ruter fra 33 buslinjer bliver omlagt, så de passer bedre til den nye kollektive trafik med endnu en metrolinje.

Ifølge Movia er det nye busnet en historisk ændring af busdriften i hovedstadsområdet.

quote Nye rejseveje betyder nye vaner, så vi vil være på gaden fra 13. oktober og tre uger frem for at hjælpe kunderne godt på vej

Per Gellert, plandirektør i Movia

For at imødekomme eventuelle forvirringer og kaos hos de mange brugere af de storkøbenhavnske busser, har Movia valgt at være synlige i myldretiden henover de næste tre uger begyndende fra søndag 13. oktober.

- Nye rejseveje betyder nye vaner, så vi vil være på gaden fra 13. oktober og tre uger frem for at hjælpe kunderne godt på vej. Nogle gange vil man for eksempel kunne se i Rejseplanen, at det er hurtigst at starte med at rejse modsat af den retning, man egentlig skal i, fordi man så kan komme på et hurtigt tog eller metrolinje, siger Per Gellert, plandirektør i Movia.

- Det bryder umiddelbart med vores rejsevaner og logik, og derfor er Movias medarbejdere og chauffører på gaden for at hjælpe kunderne til at finde den hurtigste nye rejsevej, siger han.

Hjælp i myldretiden

Det vil være i morgentimerne og eftermiddagstimerne, med andre ord i myldretiden, at buschauffører og Movia-medarbejdere vil assistere med vejledning på 30 udvalgte stoppesteder.

Det vil være stoppesteder, hvor der skiftes mellem bus og metro eller S-tog.

De udvalgte stoppesteder med assistance og vejledning kan findes på DOTs hjemmeside.

Her kan du se hvor buschaufførerne vil stå og guide passagerer:

  • Brøndbyøster Station
  • Rødovre Centrum
  • Rødovre Station
  • Ballerup Station
  • Malmparken Station
  • Buddinge Station
  • Bagsværd Station
  • Høje Gladsaxe (Gladsaxevej, ved 4A mod Friheden)
  • Herlev Station
  • Hvidovre Station
  • Hvidovre- Friheden
  • Hvidovre Hospital
  • Hellerup Station
  • Vangede Station
  • Dragør Stationsplads
  • Tårnby Station
  • Kastrup Station (metro)
  • Glostrup Station
  • Nørrebro Station
  • Nørreport Station
  • København Hovedbanegård
  • Rådhuspladsen
  • Kongens Nytorv
  • Frederiksberg Allé Station
  • Frederiksberg Station
  • Poul Henningsens Plads
  • Vibenshus Runddel
  • Valby Station
  • Christianshavn Station
  • Gammel Strand
  • Amagerbro Station
  • Flintholm Station
  • Nordhavn Station
  • Østerport

Hop ind - Hop ud

Med den nye metrolinje skal det være let at være på farten og skifte fra det ene transportmiddel til det andet.

Derfor har Movia valgt at opruste med fem buslinjer, hvor det er muligt at stige ind og af hvorsomhelst i bussen. På buslinjerne 5C og 4A eksisterer den hurtige omstillingsmodel allerede. 

De nye A-buslinjer skal ifølge Per Gellert sikre bedre sammenhæng til tog-og metrostationer.

- Cityringen er en fordel for rigtig mange, fordi man kan bruge den på hele eller dele af rejsen. A-busserne kommer til at køre der, hvor der ikke er en metro. Det vil give mere kollektiv transport til flere, udtaler Per Gellert.

Det Nye Bynet i tal

  • Når Nyt Bynet træder i kraft ændres 33 buslinjer
  • Buslinjerne: 5C, 1A, 2A, 4A, 6A, 7A og 9A får fri ind- og udstigning
  • 1.120 chauffører skal lære nye ruter at kende
  • Der vil være 3.200 stoppesteder som ændres
  • På åbningsdagen vil 13. oktober vil Movia medarbejdere og chauffører være til hjælp mellem klokken 10-13
  • Der er dagligt 300.000 rejsende i hovedstadsområdet

Byen føles mindre

På Nørrebro Station vil der i fremtiden være både bus, tog og metro.

Her skal busserne køre til og fra Nørrebro Station, så man hurtigt kan komme videre med tog eller metro.

Movia forventer, at cirka 23 millioner passagerer vil tage metroen i stedet for bussen fremadrettet.

- Hvis vi i Movia bare skulle fortsætte med at køre busserne på de ruter, som de kørte før Nyt Bynet, ville vi mangle 200 millioner kroner i kassen hvert år, siger Per Gellert, plandirektør i Movia.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik