Borgmestre berørte af brandattentat: "Sikkerheden skal vendes på næste møde"

Mandagens brandattentat på Helsingør Rådhus får sikkerhedsmæssige konsekvenser for kommunens kommende byrådsmøder. TV 2 Lorry har spurgt syv andre kommuner i vores område, om de vil følge trop.

Flammer og brandbar væske er et sjældent syn til byrådsmøder, men i mandags var en undtagelse i Helsingør.

Her blev et chokeret byråd mandag aften evakueret fra Helsingør Rådhus, efter en brændende taske med brandbar væske var blevet kastet ind i indgangen på rådhuset, mens der blev afholdt byrådsmøde.

Derfor har kommunaldirektionen i Helsingør Kommune besluttet at lukke døren til fremtidige byrådsmøder, hvor borgere kun kan komme ind på særlige tidspunkter og med sikkerhedstjek.

quote De kriminelle skal ikke styre os. Vi skal styre dem.

Bent Hansen (V), borgmester, Gribskov

Brandattentatet vækker harme hos flere borgmestre i TV 2 Lorrys område, og det har givet grund til eftertanke. 

Det fortæller flere borgmestre til TV 2 Lorry.

- Man kan ikke dæmme op for den slags. Heldigvis slap de (Helsingør byråd, red.) med skrækken. Vi skal følge situationen og se, hvordan man reagerer i Helsingør, men det kalder umiddelbart ikke på nye initiativer og handlinger i Roskilde, siger Roskildes borgmester, Tomas Breddam (S).

- Det er selvfølgelig rigtig ulykkeligt og skræmmende, men det kan være et enkelttilfælde. Vi skal passe på med at optrappe på alle rådhuse, siger Furesø-borgmester Ole Bondo Christensen (S).

Flere andre borgmestre udtrykker heller ikke bekymring for deres egen fremadrettede sikkerhed efter attentatet i Helsingør, men nogle af borgmestrene vil vende sikkerheden med deres byrådskollegaer.

Du kan se en håndfuld borgmestres reaktioner på attentatet ved Helsingør  Rådhus nedenfor.

Det mener borgmestrene

Høje Taastrups borgemester, Michael Ziegler (K):

- Det er bekymrende, at det kan ske, men vi har ikke en generel bekymring. Det plejer at fungere rigtig fint for os, siger Michael Ziegler (K) og fortsætter: 

- Jeg vil høre, hvad stemningen er, men jeg tror ikke, at vi lægger op til nogle ændringer i forhold til det sikkerhedsniveau, vi har, hvor vagter er til stede, siger han.

Gribskovs borgmester, Bent Hansen (V):

- Det er en beskidt handling, og jeg kan ikke bruge kraftige ord nok om attentatet, siger Bent Hansen (V) og uddyber: 

- Jeg vil lige vende det på det næste møde i økonomiudvalget, men umiddelbart giver det ikke anledning til at øge sikkerheden. De kriminelle skal ikke styre os. Vi skal styre dem, siger han.

Hvidovres borgmester, Anders Wolf Andresen (SF):

- Generelt skal der være en åben tilgang til rådhuset. Fordi der sker sådan noget her en enkelt gang, et enkelt sted, betyder det ikke, at vi skal lukke af. Der er mange positive ting ved, at folk har adgang til rådhuset, siger Anders Wolf Andresen (SF).

Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen (S): 

I en SMS til TV 2 Lorry skriver Kirsten Jensen (S) følgende til spørgsmålet om, hvorvidt attentatet skaber bekymring: 

- Umiddelbart ikke. Vi afventer, hvorvidt politiet kommer frem til, om der er et ændret trusselsbillede for os, skriver Kirsten Jensen (S).

Fredensborg Kommune:

Fredensborg Kommune oplyser, at det (attentatet, red.) ikke giver anledning til nye tiltag.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik