Borgerlige aflyser samråd om jøders sikkerhed

Partierne mener ikke, at de har fået gode nok svar fra ministeren til, at det giver mening at holde samrådet.

Et samråd i Folketingets Retsudvalg, der efter planen skulle have været holdt onsdag morgen klokken otte, er sent tirsdag aften blevet aflyst. Det oplyser Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til Ritzau.

Samrådet skulle have handlet om, hvad regeringen vidste om politiets og PET's beskyttelse af jøder i Danmark.

Dansk Folkeparti havde sammen med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance indkaldt til samrådet, men partierne mener ikke, at de har fået svar på de ønskede spørgsmål inden samrådet.

Derfor aflyser de mødet, der skulle have kastet lys over, hvad regeringen vidste om beskyttelsen af det jødiske samfund i Danmark forud for angrebene i København i februar.

- Vi har bedt om nogle svar, og da vi endnu ikke har fået dem, mener vi ikke, at det giver nogen mening at holde samråd. Det kan virke som om, at regeringen nægter at tage ansvar for den manglende beskyttelse af jødiske samfund, siger Peter Skaarup.

De borgerlige partier vil have et nyt samråd "hurtigst muligt".


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik