Boligsalget falder drastisk i hovedstadsområdet

Langt færre har købt bolig i hovedstadsområdet i starten af 2016 i forhold til starten af 2015.

Antallet af villahandler er faldet markant i Region Hovedstaden.  

Hvis man sammenligner de to første måneder af 2016 med samme periode i 2015, er salget således faldet med hele 8,4 procent. Det viser nye tal fra Boligsiden.dk. 

- Det er en nedgang, som kan mærkes. Men man skal huske, at handelsaktiviteten lå meget højt i 2015. Hvis man ser på boligsalget i hovedstadsområdet over en 5-årig periode, ser det pænt ud, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, til TV 2 Lorry.

Hun mener, at der kan være to mulige forklaringer på faldet i antallet af handler i hovedstadsområdet.   

- Det kan være en afmatning af markedet på grund af de mange salg sidste år, siger Birgit Daetz og fortsætter:  

- Men det kan også være et bevidst valg fra købernes side. Prisen på boliger i Københavnsområdet er rimelig høj, og flere søger længere væk, hvor de kan få flere kvadratmeter for pengene. I Vest- eller Sydsjælland kan man få dobbelt så mange kvadratmeter for pengene, og der er mere lys, luft og plads. 

På landsplan matcher antallet af villahandler sidste års niveau næsten ned på decimalerne, viser den nye opgørelse fra Boligsiden.dk. 

- Det er glædeligt at se, at boligsalget i Danmark holdt dampen oppe i januar og februar, siger Birgit Daetz.  

Sådan ser udviklingen ud på landsplan

Udvikling i salget i januar og februar 2016 i forhold januar og februar 2015.

Region Hovedstaden: -8,4 %
Region Sjælland: 6,3 %
Region Nordjylland: 6,8 %
Region Syddanmark: 5,5 %
Region Midtjylland: -4,1 %

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik