Benedikte Kiær stiller op til regionsråd: "Som borgmester kan man presse ekstra på"

Helsingørs konservative borgmester, Benedikte Kiær, stiller op til regionsrådsvalget i Region Hovedstaden.

Det meddeler en anden konservativ i regionsrådet, Christoffer Buster Reinhardt, i en pressemeddelelse.

Benedikte Kiærs kandidatur kommer efter, at den tidligere konservative borgmester i Helsingør og medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden, Per Tærsbøl, stopper i Politik efter 48 år. 

- I Helsingør er vi i fuld gang med at bygge et visionært sundhedshus, som er et flagskib for det nære sundhedsvæsen. Men det skal følges ordentlig til dørs, og det kræver en Helsingør-politiker i Regionsrådet. Jeg har før siddet i regionsrådet, og derfor ved jeg, at man skal være på stikkerne for at sikre et godt lokalt sundhedsvæsen, siger Benedikte Kiær.

Hun sad tidligere i regionsrådet fra 2006 til 2010, men trådte tilbage, da hun blev udnævnt til Socialminister.

quote Som borgmester kan man presse ekstra på i den rigtige retning.

Benedikte Kiær, borgmester Helsingør

Benedikte forklarer, at hun glæder sig til, at samarbejde med Christoffer Buster Reinhardt, der er formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden og spidskandidat for Det Konservative Folkeparti til regionsrådet.

- Jeg har før siddet i regionsrådet, og derfor ved jeg, at man skal være på stikkerne for at sikre et godt lokalt sundhedsvæsen. Ellers ender alt i København. Og som borgmester kan man presse ekstra på i den rigtige retning. Derfor springer jeg ind på Per Tærsbøls plads, nu hvor han takker af, siger Benedikte Kiær.

Helsingørs Borgmester, Benedikte Kiær (K), sammen med det fratrådte regionsrådsmedlem Per Træsbøl og formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (K).
Helsingørs Borgmester, Benedikte Kiær (K), sammen med det fratrådte regionsrådsmedlem Per Træsbøl og formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (K).
Foto: Christoffer Buster Reinhardt

Holder øje fra pensionisttilværelsen

Og Christoffer Buster Reinhardt glæder sig da også over, at Benedikte Kiær har sagt ja til at stille op til regionsrådet.

- Det var faktisk Benedikte der i sin tid fik mig til at stille op til regionsrådet. Så jeg er begejstret ved udsigten til at have Benedikte med på holdet. Hun er en konservativ profil med bred politisk erfaring, og jeg er sikker på at hun vil levere gode resultater for Nordsjælland i regionsrådet, hvor vi blandt andet skal sikre at ambulancerne kommer hurtigere frem, siger Christoffer Buster Reinhardt.

Per Tærsbøl som overlader stafetten til Benedikte Kiær, iklædte sig borgmesterkæde i Helsingør tilbage i 1992. Det skete, efter at kommunen i flere årtier havde været regeret af Socialdemokratiet.

Samtidig har han været en del af regionsrådet i Hovedstaden siden de første regionsvalg i 2005.

- Jeg føler at det er tid til at gøre plads til nye kræfter, og det hjælper en hel del på beslutningen at netop Benedikte har sagt ja til at overtage min plads på stemmesedlen. Jeg er helt tryg ved, at Benedikte vil kæmpe for sundhedshuset i Helsingør, og at der kommer et køkken på det nye hospital i Hillerød. Jeg kommer til at holde skarpt øje med det fra min pensionisttilværelse, siger Per Tærsbøl.