Arbejdsnedlæggelser udløser bod til utilfredse sygeplejersker: "En katastrofal situation", siger fagformand

Sygeplejersker pålægges bod på enten 56 eller 86 kroner per nedlagt arbejdstime, har Arbejdsretten bestemt.

Sygeplejersker, der de seneste uger har deltaget i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, skal betale en bod på enten 56 eller 86 kroner per nedlagt arbejdstime.

Det har Arbejdsretten torsdag afgjort, oplyser Dansk Sygeplejeråd i en meddelelse.

Afgørelsen kommer, efter at Arbejdsretten i sidste uge pålagde sygeplejerskerne at vende tilbage til arbejdet.

Alligevel har sygeplejersker forskellige steder i landet nedlagt arbejdet typisk af en times varighed.

Torsdag morgen nedlagde op mod 200 sygeplejersker ved Aalborg Universitetshospital arbejdet.

- Vi har videreformidlet Arbejdsrettens pålæg til vores medlemmer, og vi understreger endnu en gang, at de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser er noget, som vi klart må tage afstand fra, og det må stoppe nu, siger Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen.

Boden er gradueret

Boden er gradueret, således at sygeplejersker, som deltog i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser før sidste uges pålæg fra Arbejdsretten, skal betale 56 kroner i timen per nedlagt arbejdstime.

Sygeplejersker, der har deltaget i arbejdsnedlæggelser efter sidste uges pålæg, skal betale en skærpet bod på 86 kroner i timen.

Derudover kan alle sygeplejersker, der har deltaget i de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, trækkes i løn svarende til de timer, som de har været væk fra arbejdet.

Grete Christensen håber, at det nu er slut med de sporadiske arbejdsnedlæggelser.

- Det har jeg håbet, hver eneste gang, jeg har været ude og sige noget om det, og det håber jeg også denne gang, siger hun.

Sygeplejerskeformand: - En katastrofal situation 

Formanden mener, at arbejdsgiverne skal række hånden frem mod de frustrerede sygeplejersker og give dem plads til at få vendt situationen.

- Det er en katastrofal situation for det danske sundhedsvæsen, at vi på den her måde har rigtig mange frustrerede medarbejdere.

- Jeg forsøger at sige til arbejdsgiverne, at det er en god idé at give plads til faglige møder og invitere nogle af os ind, så vi kan få diskuteret, hvad der skal til.

- Så vi på den måde kan få skabt balance mellem ressourcer og arbejdsopgaver, siger Grete Christensen.

Arbejdsnedlæggelserne er kommet som en reaktion på et politisk indgreb i slutningen af august, der afsluttede en ti uger lang strejke.

Sygeplejerskerne havde afvist den overenskomst, der var aftalt på det offentlige område, og som siden blev vedtaget ved lov.

Den gav sygeplejerskerne en lønstigning på 5,02 procent over de næste tre år.

I en kortfattet kommentar bekræfter Danske Regioner Arbejdsrettens bestemmelse om bod samt et pålæg til sygeplejerskerne "om at genoptage og holde arbejdet normaliseret".

/ritzau/

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik