Aggressiv sæl obduceret: Den var ikke syg

Der er ikke fundet nogen sygdomme i den gråsæl, der i juni blev skudt i Roskilde Fjord af forskere fra Aarhus Universitet.

Dermed forbliver sælens utilregnelige og aggressive adfærd over for mennesker et mysterium, skriver DAGBLADET Roskilde.

DTU Vetrinærinstituttet har undersøgt sælen for Aarhus Universitet, men har ikke fundet en forklaring på dens unormale opførsel. Sygdomme kunne have været årsag til ændret adfærd, men en mild lungebetændelse og spoleorm har næppe haft den effekt på dyret.

Der er dog et stort men. Dyrlægerne har ikke kunne undersøge sælens hjerne, da forskerne aflivede den ved et skud i netop hjernen, som er smadret til ukendelighed. Lige netop sygdom i hjernen kunne meget vel have forklaret, hvorfor sælen opførte sig, som den gjorde.

- Vi har ikke fundet noget, vi kan give skylden for, at sælen har haft den aggressive adfærd. Vi har dog ikke haft hjernen til rådighed, fordi den er blevet skudt, og der kan have været sygdomsmæssige årsager i hjernen, der kan forklare dens adfærd, siger dyrlæge ved Veterinærinstituttet DTU Gitte Larsen, der har undersøgt sælen.

En byld, tumor eller tryk af væske i hjernen kan have påvirket sælens centralnervesystem og dermed påvirket dens adfærd. Af kropslige sygdomme er leverlidelse den mest sandsynlige forklaring på ændret adfærd, men det har dyrlægerne altså ikke fundet tegn på.

Gitte Larsen håber derfor, at forskerne eller andre vil tage ved lære og bruge en anden aflivningsmetode, hvis det skulle blive aktuelt en anden gang.

- Man skal nok aflive den medicinsk, for så har vi mulighed for at flække kraniet, så man kan undersøge hjernen. Men om man overhovedet kan det med sæler, er jeg svar skyldig på, siger hun.

Forskerne har også ledt efter en mikrochip i sælens skind, men uden held. En chip kunne bekræfte en teori om, at sælen er opfostret på et sælcenter, og at dens opførsel dermed skyldes, at den er blevet præget af mennesker.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik