V og K: 1813 skulle have været undersøgt for længe siden

Regionrådsformanden har her til aften meldt ud, at 1813-lægernes kompetencer skal undersøges eksternt. Det er for sløvt, lyder kritikken.

Regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) har her til aften meldt ud, at Region Hovedstaden nu vil undersøge 1813-lægernes kompetencer. Det skulle være sket for længe siden, lyder kritikken nu fra de Konservative og Venstres spidskandidater.

- Man kan jo ikke lade være med at tænke på, at det handler lidt om, at vi står foran et regionsrådsvalg. Vi har påpeget, at der er problemer med 1813 de sidste fire år, siger Christoffer Buster Reinhardt, spidskandidat for de Konservative til Regionsrådet.

- Bedre sent end aldrig, men vi har ønsket en ekstern undersøgelse siden maj måned, siger Martin Geertsen, spidskandidat for Venstre og medlem af Regionsrådet.

Regionsrådsformanden vil have en ekstern undersøgelse efter en række hændelser, hvor drenge med meningitis har ringet til akuttelefonen for at få hjælp, men hvor klare symptomer på menigitis er blevet overset. Det er de rådgivende lægers kommunikation med dem, der har taget akuttelefonen, der angiveligt skulle har været bedre.

Regionen har tidligere selv undersøgt, hvad der kan have været gået galt, men nu skal der altså sættes en ekstern undersøgelse i gang.

- Man burde allerede, da der bare var den mindste mistanke om, at der var blevet begået fejl, have bedt nogle andre end regionen selv om at stå for en undersøgelse. En region skal ikke undersøge sig selv i så alvorlig en sag, siger Martin Geertsen.

Regionsrådsformand afviser kritik

Regionsrådsformanden erkender, at der har været problemer med akuttelefonen længe, men det er først nu, det står klart, at det kan være nødvendigt med en ekstern undersøgelse af de rådgivende læger, mener hun.

- Nogle af meningitistilfældende fandt sted for halvandet år siden, og vi har kigget på hele den periode for at blive klogere og lave handleplaner for, hvad vi kunne gøre bedre. Vi har sat fokus på uddannelse. Men vi har ikke haft fokus på den del, der handler om de rådgivende læger. Det er noget, vi først er blevet opmærksomme på, efter der er kommet nogle nye tilfælde, hvor de rådgivende læger spiller en markant rolle, siger regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Men Martin Geertsen mener godt, at man kunne have sat en ekstern undersøgelse i gang noget før:

- Det er en ordentlig omgang systemsnak. Det handler om politisk vilje. Man har jo hele tiden vidst, at der har været store problemer i forhold til de her store ulykkelige sager.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik