FC Nordsjælland-spilleren Jonathan Richter, som mandag blev
ramt af lynet under en kamp i Hvidovre, er fortsat i yderst
kritisk tilstand, og han skal blive i kunstigt koma i endnu to
døgn, meddeler Hvidovre Hospital i en pressemeddelelse.
- Hans kropstemperatur er næsten normal i dag. Men vi
fortsætter den kunstige koma i yderligere to døgn, fordi
patientens tilstand stadig er yderst kritisk, siger overlæge
Peder Carl, fungerende leder af Intensivafdelingen, ITA, på
Hvidovre Hospital, hvor Jonathan Richter er indlagt.
Lægerne på Hvidovre Hospital har stoppet
hypothermi-behandlingen, der sænker kroppens temperatur til 34
grader. Behandlingen sikrer, at organerne skånes mest muligt.
/ritzau/