Præster støtter kamp mod dårligt arbejdsmiljø i Folkekirken: "Tiden er inde til et opgør"

Med biblen i hænderne, en nedskrevet tekst på podiet og en trofast lyttende menighed foran sig prædiker landets præster søndag efter søndag det kristne budskab.

Næstekærlighed. Barmhjertighed. Respekt og omsorg for andre.

Men for nogle præster klinger ordene hult.

Det er ikke, fordi de ikke selv tror på dem. Det er, fordi de ikke selv mærker dem, når de igen kravler ned fra prædikestolen i sydsiden af kirkens skib, byder menigheden farvel og står alene tilbage i et arbejdsmiljø præget af den giftig kultur, som flere kilder i denne uge beskriver overfor TV 2 Lorry.

- Ja, der er udbredt mobning og konflikter i folkekirken. Det kan jeg sige uden at blinke.

Men de ord indleder Rikke Vedel interviewet med TV 2 Lorry. Rikke er præst på 12. år, og hun er blandt de 49 præster, der har skrevet under på det, de selv kalder en "hensigtserklæring".

Af erklæringen, der først blev trykt i Præsteforeningens blad, Præsten, lyder det, at præsterne nu vil bryde tavsheden om blandt andet mobning, konflikter og en "pas-på-du-ikke-falder-i-unåde-kultur". Du kan læse det fulde brev i bunden af denne artikel.

- Det er sårbart, og det er med bævrende hænder og rystende knæ, at jeg gør det, og at jeg taler med jer lige nu. For hvad har det af konsekvenser? spørger hun og fortsætter:

- Men jeg har oplevet tilstrækkeligt meget, og på et tidspunkt nytter det ikke længere noget at sidde på sine hænder. Tiden er inde.

Limbo mellem to verdener

Allerede tidligt i sin karriere genovervejede hun, om præstefaget var det rette for hende.

Ikke fordi hun ikke holdt af det og arbejdsopgaverne, men fordi hun oplevede arbejdsmiljøet i folkekirken som usædvanligt barskt.

En præst kaldes også for menighedens "hyrde", og det kræver sin styrke at prædike næstekærlighed og omsorg, begrave småbørn og tage sig af sørgende familier og føre samtaler med mennesker i livskrise.

quote Vi står i et limbo, hvor vi skal være sjælesørgere, men på den anden side navigere i et arbejdsmiljø, der tid tider i dén grad maser en

Rikke Vedel

Og for Rikke Vedel har det til tider føltes decideret skizofrent, når hun nogle dage forlod konfliktfyldte møder med kirkens ansatte og menighedsråd, for derefter at træde ind til et nyt møde med en kirkegænger, for at føre en sjælesorgssamtale.

- Det er meget den der følelse af, at vi står i et underligt limbo, hvor vi skal være sjælesørgere, vi skal give omsorg og være rummelige, men på den anden side navigere i et arbejdsmiljø, der tid tider i dén grad maser en.

Rikke Vedel har ikke lyst til at gå i detaljer med sine egne oplevelser, men hun siger dog dette:

- Det har været udfordringer med menighedsrådet, hvor jeg tidligere har været udsat for mobning, for råben og skrigen og uprofessionalisme i en grad, at man kan tage sig til hovedet og tænke: "Det her foregår simpelthen ikke." Det har kostet mig dyrt:

- Jeg har oplevet at blive råbt og skreget af så voldsomt, at jeg måtte forlade et møde. Ingen greb ind. Det har vi taget hånd om efterfølgende med arbejdspsykologer og coach, men det sætter sine præg både som præst og menneske, for der sker noget med ens tillid til arbejdspladsen, når sådan noget sker.

Efter flere år, hvor Rikke Vedel var tvunget til at navigere rundt i folkekirkens konfliktfyldte farvand sagde hendes krop et endeligt stop, og hun blev sygemeldt med stress tre måneder.

Selvom Rikke Vedel i dag er tilbage som præst i Københavns Stift, mærker hun stadig efterdønningerne af sygdomsforløbet. Hun har fået at vide, at hun har symptomer, der ligner dem, man har, når man har posttraumatisk stresssyndrom - PTSD.

Præst: "Menighedsrådet er et magtinstrument"

For 15 år siden stod præst Ib Ehlers Jørgensen midt i den kirke, han arbejdede i, da et virvar af farvede mosaikker og kirkebænke overtog hans syn, og hele kirkerummet pludselig snurrede i et væk.

Han greb hårdt fast i kanten af kirkens døbefont, mens det var umuligt for ham at flytte fødderne. Kort efter blev han sygemeldt.

quote Jeg har oplevet kolleger blive mobbet, råbt ad og talt voldsomt til under menighedsrådsmøder på en måde, så man tænker: "Det kan simpelthen ikke passe."

Ib Ehlers Jørgensen, sognepræst

- Jeg var rigtig, rigtig syg af stress. Jeg kørte på og kørte på. Det er et arbejde, hvor man godt kan skjule sig lidt. Jeg kunne ikke gå til sidst, siger han til TV 2 Lorry.

På det tidspunkt havde han været præst i seks år.

Ib Ehlers Jørgensen er som Rikke Vedel en af de præster, der har sat sin underskrift hensigtserklæringen. Gennem sin tid i folkekirken har han set både sig selv og sine kolleger knække under et dysfunktionelt arbejdsmiljø.

Og nu er det nok:

- Der skal tages en stor kedeldragt på og ryddes op, siger han.

- Jeg ser kolleger blive syge og vælte omkring. Jeg ser det der dysfunktionelle samarbejde mellem præster og menighedsråd. Det er et svært samarbejde.

Og det er netop dét - samarbejdet, der står på kanten af kirkens to søjler, hvor præsterne er ansat under kirkeministeriet, og menighedsrådet er frivillige og demokratisk valgte kræfter, som ikke står i et underordensforhold til nogen andre - er kilden til kirkens problemer, mener han.

- Jeg synes, at det er en dysfunktionel organisation. Menighedsrådet er jo frivillige, der går til menighedsrådsmøder i stedet for badminiton. Det giver et clash, siger han:

- Og så er det meget forskelligt, hvem der sidder i menighedsrådet, og hvordan de forvalter den magt, de har overfor de mennesker, der er ansat i kirken. Det er kompliceret, og det går altså galt nogen gange.

Ib Ehlers Jørgensen er oprindeligt uddannet folkeskolelærer, men efter nogle år i faget, ændrede han retning og blev præst i den danske folkekirke.

Kulturskiftet fra skolen til kirken var og føles stadig markant, siger han.

- Jeg har oplevet kolleger blive mobbet, råbt ad og talt voldsomt til under menighedsrådsmøder på en måde, så man tænker: "Det kan simpelthen ikke passe."

- Jeg vil ikke sidde til sådan et møde. Det er uhyrligt. Og hvem er det, der skal standse det? Provst og biskop har ikke kompetencerne, og man kan ikke fyre et menighedsråd, fordi de er demokratisk valgt. Menighedsrådet er et magtinstrument. Det er noget fra en antikveret tid, siger Ib Ehlers Jørgensen.

Ib Ehlers Jørgensen arbejder i dag i en kirke i Helsingør Stift.

Mobning bag kirkernes mure