Frygt, mobning og PTSD-symptomer i folkekirken - nu har 49 præster fået nok

49 præster vil ikke længere være tavse.

De vil tale om mobningen af deres kolleger, de altopslugende konflikter mellem ansatte og menighedsråd og de dysfunktionelle mønstre, de mener præger deres arbejdsplads og har gjort det alt for længe.

Nu vil de tale højt om arbejdsmiljøet i Folkekirken.

I spidsen står sogne- og feltpræst Katrine Blinkenberg, som har indsamlet de 49 præsters underskrifter.

Alle som en har de skrevet under på en såkaldt "hensigtserklæring", som Katrine Blinkenberg har skrevet. Den blev først trykt i Præsteforeningens blad, Præsten, og du kan læse den fulde erklæring i bunden af denne artikel.

Med underskrifterne tilkendegiver de 49 præster, at de enten har oplevet "uhensigtsmæssigt arbejdsmiljø" på egen krop, eller at de har set det ske for andre.

- Jeg tror, at der har været en tradition for, at præsterne ikke siger noget, fordi man så kan så tvivl om, hvorvidt præsten så kan være loyal. Jeg tror, at man forveksler tavshed omkring arbejdsmiljø med tavshedspligt, siger Katrine Blinkenberg til TV 2 Lorry:

- Jeg vil aldrig bryde min tavshedspligt, men det betyder ikke, at jeg skal holde min kæft med det, jeg ser og er vidne til ude på min og mine kollegers egne arbejdspladser.

Sammenfald mellem præster og veteraner

Katrine Blinkenberg har selv talt med hver og en af de præster, der har sat deres underskrift på hendes erklæring, og de har fortalt hende, hvad de har oplevet på egen krop som ansatte i folkekirkerne rundt omkring i landet.

Præsterne har oplevet at blive frosset ud, siger Katrine Blinkenberg.

De har oplevet, at der er blevet gået efter at gøre livet "surt for dem".

De har oplevet at blive bagtalt, og de er blevet kaldt øgenavne.

De er blevet udsat for decideret mobning, siger hun:

- De har oplevet dysfunktionelle arbejdspladser, mobning enten mod dem selv eller andre blandt personale eller menighedsråd, de har været strandet med, inkompetente menighedsråd, og provster og biskopper, der ikke har reageret ordentligt eller nok. De står med en følelse af total afmagt.

Katrine Blinkenberg selv har været præst i 12 år. Hun er sogne- og feltpræst på Sjælland. 

Og det er kommet bag på hende, hvor mange sammenfald der er mellem de veteraner, hun taler med, og hendes præste-kolleger:

- Det er skræmmende at opdage, at der ved mange af mine kolleger, som er blevet syge af at gå på arbejde, er et sammenfald i symptomer med nogen af de veteraner, som jeg arbejder med, siger hun.

- Jeg talte med en kollega, der sagde, at det havde været på tale, om hun havde udviklet PTSD. Det kan ske, når du er udsendt, men det kan så sandelig også ske, hvis du er i et voldsomt psykisk arbejdsmiljø. De symptomer, man udvikler, minder så om PTSD. Det har jeg bemærket og været noget rystet over.

Udover de mange samtaler, Katrine Blinkenberg har ført med underskriverne af hendes erklæring, så kan hun også selv personligt stå inden for alt det, der står i erklæringen.

Hendes oplevelser med at være ansat i folkekirken har nemlig ført til, at hun i dag har sagt sin stilling som sognepræst op efter et forløb, hvor hun selv har været sygemeldt som konsekvens af et svært arbejdsmiljø.

– Et godt arbejdsmiljø er et fælles ansvar og jeg tager gerne min del. Min opsigelse skyldes dels, at jeg ikke har kunne løse de relationelle problemer, der er opstået. Dels, at arbejdsmiljøet efter min mening har båret præg af mangeårige rutsjebaneture. Nogle gange skal man gå, hvis man ikke er glad, siger hun.

- Konkret har det betydet for mig, og det ved jeg, at det har gjort for mange, at jeg blev sygemeldt. Hvis du har ondt i maven, og dine hænder ryster, fordi du har det så skidt psykisk, så kan du ikke blive ved at tage ansvaret for at trøste mennesker og stille dig op bag en kiste, siger hun.

For det kan være svært prædike det kristne budskab, hvis man selv føler sig udsat, presset eller mobbet på grund af vanskelige relationer på sin arbejdsplads, og hvis man ikke føler sig tryg i sit kollegiale bagland.

- I vores embede skal man være stærk hele tiden - nærmest stærkere end Kristus på korset, som en kollega for nyligt sagde til mig - du skal stå tingene igennem, og hvis der er mobning på arbejdet, så skal det ikke gå ud over de mennesker, der kommer, siger hun:

- Hvis man eksempelvis skal begrave en baby, men man ikke er sikker på, at der er nogen, der har ens ryg, fordi man er oppe og skændes med organisten, så man ved ikke, hvad der sker om lidt oppe fra orglet, eller der er nogen fra kirken, der har et ondt øje til en, så kan du ikke fungere optimalt.

Bange for at tale højt om problemerne

Erklæringen er der hårdt brug for, siger Katrine Blinkenberg, for mange ansatte i folkekirken, præster såvel som gravere, organister, kirketjenere og andre kirkeligt ansatte, tør ikke tale højt om folkekirkernes psykiske arbejdsmiljø.

De frygter, at det kan have konsekvenser for dem, mener præsten.

- Det er problematisk, at folk ikke tør sige noget, fordi man får ondt i maven over, om nogen kunne komme efter en. Jeg mener, at vi må kunne have en åben samtale om det, hvor folk ikke skal frygte at stå frem med navn, fordi de er bange for, at det får konsekvenser for dem og deres karriere, siger hun.

- Det er jo et sygdomstegn i vores organisation, for vi skal jo formidle verdens bedste budskab, og hvordan skal vi kunne det, hvis vi ikke føler os frie til at tale om, hvordan vi har det i vores arbejde? spørger hun.

Så der er brug for at blive sagt fra. Sådan rigtig godt og gammeldags foden-i-mulden fra, mener Katrine Blinkenberg. Ellers får det konsekvenser:

- Folk bliver ødelagt, får depressioner, og vi bliver syge af stress, siger hun.

Folkekirkens struktur er problemet

I juli skrev TV 2 Lorry, at hver fjerde kirke i Københavns Stift - foruden kirkerne på Bornholm - havde modtaget en tilsynsreaktion angående psykisk arbejdsmiljø de sidste 10 år.

Nye dokumenter fra Arbejdstilsynet, som TV 2 Lorry har fået indsigt i, viser, at et lignende billede tegner sig i henholdsvis Helsingør og Roskilde Stift. Det skrev TV 2 Lorry mandag.

De omfattende og mangeårige problemer med det psykiske arbejdsmiljø skyldes den måde, hvorpå folkekirken organiserer sig, mener Katrine Blinkenberg - og det kræver en uddybning, før vi går videre ind i dét argument.

- Jeg har prøvet at forklare min læge det, da jeg blev sygemeldt, og da sagde jeg: "Forestil dig, at det var dine patienter, der skulle lede din praksis - og så blev han meget stille, siger Katrine Blinkenberg.

Organisatorisk er den danske folkekirke nemlig bygget op af to søjler; Kirkeministeriet og menighedsrådet. Præsten er ansat under Kirkeministeriet, mens personalet er ansat under det demokratisk valgte og frivillige menighedsråd.

Kirkeministeriet har ingen indsigelsesret overfor menighedsrådene. De eneste, der reelt kan få indflydelse på menighedsrådet, er dem, der møder op til menighedsrådsvalgene hvert fjerde år og enten selv stiller op eller afgiver en stemme.

Det er altså den frivillige og ofte uprofessionelle menighed, der indirekte bestemmer over de ansatte i landets kirker, mener Katrine Blinkenberg:

- Det er et problem, som jeg ser det, for man kan træde ind direkte fra gaden og blive leder af en mellestor arbejdsplads, uden at nogen holder dig ansvarlig. Det er ikke, fordi folk vil det ondt, men det er en kæmpe opgave at sidde i menighedsrådet, siger hun.

Katrine Blinkenberg har ikke selv et konkret bud på, hvordan folkekirkens måde at organisere sig på kunne blive bedre, men hun har et stort ønske:

- Jeg har for længe siden erkendt, at jeg er ikke klog nok til at udtænke en struktur for folkekirken, men jeg ville ønske, det kunne være et vedvarende fokuspunkt overalt i folkekirken, at man ser på, hvorfor folkekirken er så sårbar i forhold til det psykiske arbejdsmiljø.

- Jeg mener, at vi må kunne have en åben samtale om det, hvor folk ikke skal frygte at stå frem med navn. Det kunne være en begyndelse.

Læs hele Katrine Blinkenbergs hensigtserklæring, som 49 præster har skrevet under på her:

Vi vil bryde tavsheden

Vi er mange, der har oplevet, at der hersker en tavshedskultur i Folkekirken. I særlig grad, når det handler om arbejdsmiljø. Vi ønsker ikke den onde fred, men vil bryde tavsheden for at skabe et bedre arbejdsmiljø og en bedre folkekirke.

Underskriverne på denne hensigtserklæring er dem af os, der har oplevet uhensigtsmæssigt arbejdsmiljø, eller som har været vidner til, hvad kolleger gennemgår.

Vi vil tale om tavsheden. Om, hvordan der kan blive tavst mellem præst og råd. Om, hvordan der kan blive tavst mellem kollegaer. Om, hvordan der kan blive tavst mellem provst og præst. Om, hvordan der kan blive tavst mellem biskop og præst. Om, hvordan tillidsmænd (af f. eks. kollegiale grunde) bliver tavse. Om, hvordan vi indbyrdes burde hæve stemmen, men bliver tavse. Og om, hvordan tavsheden dræber det, der burde gro imellem os. Og vi vil lytte. Vi vil lytte, hver gang nogle fortæller os om, hvordan de er kommet tavsheden til livs. Vi vil lytte. Og vi vil tale om det.

Vi vil tale om kommunikation. Om dårlig kommunikation. Om misforståelser, der fører til tavshed. Om, hvordan den dårlige kommunikation fører til brudte relationer overalt i Folkekirken. Og vi vil lytte, hver gang nogle fortæller os om, hvordan de er kommet den dårlige kommunikation til livs. Vi vil lytte. Og vi vil tale om det.

Vi vil tale om ledelsesvakuummet. Om, hvordan ledelsesvakuummet i Folkekirken kan føre til brudte relationer. Om, hvordan strukturerne i vores organisation kan være ødelæggende for vores indbyrdes relationer. Om, hvordan de brudte relationer findes overalt: mellem kolleger, mellem præster og personale, mellem præster og råd, mellem præster og provster, mellem præster og biskopper, mellem personale og råd. Alle steder overhovedet. Vi vil tale om, hvordan vi naturligvis kunne ønske os varme relationer, men fint kan nøjes med professionelle. Og vi vil lytte, hver gang nogle fortæller os om, hvordan de er kommet de brudte relationer til livs. Vi vil lytte. Og så vil vi tale om det.

Vi vil tale om kulturen: Enhver-passer-sit-kulturen. Tag-dig-sammen-kulturen. Lav-dig-om-kulturen. Glid-af-kulturen. Tør-øjnene-kulturen. Pas-på-du-ikke-falder-i-unåde-kulturen. Vi vil tale om, hvordan den ødelægger mennesker. Og vi vil lytte, hver gang nogle fortæller os, hvordan de er kommet den kultur til livs. Vi vil lytte. Og vi vil tale om det.

Vi vil tale om mobning. Om mobningen, der næres i vores organisation. Vi vil tale om, hvordan rapporten om arbejdsmiljø fra 2017 afdækker mobning. Vi vil tale om konfliktmobning og rovmobning. Om, hvordan mobningen opleves på vores arbejdspladser hver dag rundt om i landet. Om, hvordan den påvirker præster, kirkepersonale, menighedsråd. Om, hvordan mobberne er at finde blandt os præster, blandt kirkepersonale, blandt menighedsråd – og blandt vores ledere. Om, hvordan mobningen ødelægger dem, der udsættes for den. Vi vil lytte, hver gang nogle fortæller os om, hvordan de er kommet mobning til livs. Vi vil lytte. Og så vil vi tale om det.

Vi vil tale om konflikttrætheden, der gennemsyrer vores organisation. Om, hvordan den afføder tavshed. Om, hvordan den hænger sammen med det ledelsesmæssige vakuum. Om, hvordan konflikttrætheden let rammer os, der er ansat i Folkekirken. Om, hvordan den rammer menighedsråd. Om, at konflikttrætheden betyder, at der ikke handles. Om, hvordan der ikke handles på konflikter og dysfunktionelle mønstre på vores arbejdspladser. Vi vil lytte, hver gang nogen fortæller, hvordan de er kommet konflikttrætheden til livs. Vi vil lytte. Og så vil vi tale om det.

Vi vil tale om ubeskyttetheden. Om, hvor ubeskyttede vi er i vores embede. Hvor ubeskyttede vi er, hvis kollegerne ikke er kollegiale. Hvis menighedsrådet ikke udfører deres arbejde samvittighedsfuldt. Hvis kirkepersonalet ikke udfører deres arbejde. Hvis provster og biskopper forsømmer deres pligt som vores sjælesørgere i en eventuel konflikt. Hvis fagforeningen ikke kan træde til med hjælp. Hvis vi udsættes for klagesager. Og vi vil lytte hver gang nogen fortæller om, hvordan de oplevede at blive beskyttet. Vi vil lytte. Og så vil vi tale om det.

Vi vil tale om vores hjem. Om bopælspligten. Om, hvordan det påvirker os at bo i et hus, menighedsrådet bestemmer over. Om, hvordan bopælspligten kan stavnsbinde os. Om, hvordan bopælspligten hænger sammen med vores løn. Om, hvordan præstegården betragtes som en luksus, men kan opleves som et fængsel. Og hver gang nogen får en idé til, hvordan bopælspligt kan blive til en bopælsret, vil vi lytte. Vi vil lytte, og vi vil tale om det.

Vi vil tale om uretfærdige lønforhold. Om lønforhold, der er ødelæggende, fordi det er det eneste sted, hvor vores arbejde anerkendes systematisk. Om kolleger, der ikke rykkes op i de retmæssige løngrupper. Om, hvordan vi indstiller os selv på vores kollegers bekostning. Om, hvordan en ph.d. kan belønnes, men ikke nødvendigvis en master. Om, hvordan vi hvert år ser på hinandens tillæg, vurderer dem og ved, at alle blivende tillæg betyder færre vikarer. Om den inkonsistens, der er i måden at lønne på fra stift til stift. Vi vil lytte, hver gang nogle fortæller om, hvordan det er lykkedes dem at opnå en retfærdigere løn. Vi vil lytte. Og så vil vi tale om det.

Vi vil tale om kvoterede stillinger. Vi vil tale om dem, der arbejder uden et regulativ. Om dem, der arbejder ud fra et regulativ, men hvor mængden af arbejde aldrig er udregnet, eller hvor provsten ikke har taget præsteforeningens udregning til efterretning. Om, hvordan den enkelte præst kan komme i klemme i sit embede pga. manglende rammer omkring arbejdet. Vi vil lytte, hver gang nogen fortæller os om, at de har regulativer, der fungerer. Vi vil lytte. Og så vil vi tale om det.

Vi vil tale om teologiuddannelsen. Om, hvordan dens udformning præger os. Om, hvordan vi hver især lærer at klare os selv og ikke have et ansvar for hinanden i det akademiske miljø. Om, hvordan det studiemiljø former vores syn på samarbejde. Om, hvordan vi tager de erfaringer med videre på pastoralseminariet. Om, hvordan vi tager solist-kulturen med ud på vores arbejdsplads.

Sidst, men ikke mindste vil vi tale om, hvordan mange kollegaer ville underskrive med navn, men ikke kunne, fordi de var bange for konsekvenserne. Vi vil tale om dem af os, der ligger ned. Vi vil tale om dem blandt os, der bliver syge. Og om det paradoksale i, at sygdommen er en naturlig og sund reaktion på et usundt arbejdsmiljø.

Vi vil tale med dem af jer, der vil tale med os og med dem af jer, der ikke vil tale med os.

Vi vil tale om alt dette, fordi vi er sat til at forkynde Kristus som verdens frelser. Det ønsker vi at gøre med al flid og efter bedste evne, til gavn for flest muligt, i det bredest mulige fællesskab. Derfor vil vi tale om, hvordan Folkekirken som organisation kan ændres, så den kan understøtte alle, der arbejder i kirken, i at udføre det arbejde.