Efter TV 2 Lorrys afsløring om kirke-mobning – nu kræver ordførere handling

Kirkeordførerne fra Venstre, Enhedslisten og Konservative reagerer nu på TV 2 Lorrys dækning af mobning, psykisk vold og chikane i den danske folkekirke. De kalder nu til handling.

- Jeg er meget, meget bekymret, og jeg er meget overrasket over omfanget af det her. Det er forfærdeligt, at sådan noget foregår i folkekirken, og det er for stort et omfang til bare at lukke ørerne for.

Det er meldingen fra Birgitte Bergmann, der er er kirkeordfører for Konservative, efter TV 2 Lorrys historier og afsløringer om mobning, chikane og psykisk vold i den danske folkekirke.

- Folkekirken er en af vores ypperste kulturinstitutioner i Danmark, og hvis de præster mistrives i så høj en grad, som jeg nu kan læse mig til, så er det jo umuligt at udføre den gerning, som en præst skal, og forkynde den omsorg og næstekærlighed. Det klinger ganske hult, og det er jo forfærdeligt, siger hun til TV 2 Lorry.

På baggrund af TV 2 Lorrys historier om blandt andre sogne- og feltpræst Katrine Blinkenberg, som har indsamlet 49 underskrifter fra præster, der nu vil bryde tavsheden om blandt andet mobning, konflikter og en giftig kultur, har Birgitte Bergmann nu stillet et spørgsmål til kultur- og kirkeminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S).

'Ministeren bedes kommentere artiklen "frygt, mobning og PTSD-symptomer i Folkekirken - nu har 49 præster fået nok", samt hvad ministeren agter at foretage for at sikre en markant forbedring af arbejdsmiljøet i vores folkekirke,' lyder spørgsmålet, som TV 2 Lorry har set.

Birgitte Bergmann siger til TV 2 Lorry, at hun for alvor blev opmærksom på problemerne med dårligt psykisk arbejdsmiljø, da TV 2 Lorry i sommer udgav en række artikler, der afslørede omfanget i Københavns Stift og fortalte, hvordan kirketjenere såvel som menighedsrådsmedlemmer havde oplevet massiv mobning og psykisk vold.

quote Det kommer bag på mig. Det er der ingen tvivl om. Det er rystende

Louise Schack (V)

På daværende tidspunkt troede kirkeordføreren dog kun, at det drejede sig om enkelte sager, men efter TV 2 Lorrys nye afsløringer af, at der er omfattende problemer med mobning i Helsingør, København og dele af Roskilde Stift, mener hun, at der skal handles:

- I sommer opfattede jeg det som enkelte sager, og at det var noget, man kunne tage hånd om. Men nu kan jeg forstå, at det bare er eksploderet, og derfor er jeg dybt bekymret, og derfor vil jeg have ministerens svar på det. Det her er for stort et omfang, det er for voldsomt, siger hun.

"Rystende"

Også Venstres kirkeordfører, Louise Schack, mener, at der skal gøres noget ved problemerne med arbejdsmiljøet i Folkekirken.

Efter endt læsning af TV 2 Lorrys historier om tidligere kirketjener Mette Duch, der blev mobbet ud af Hørsholm Kirke, samt sogne- og feltpræst Katrine Blinkenbergs kamp for at stoppe mobning i Folkekirken, siger hun følgende:

- Det kommer bag på mig. Det er der ingen tvivl om. Det er rystende.

- Jeg synes, at det er skræmmende. Der er jo ingen, der skal opleve at blive mobbet, når de møder på arbejde og passer deres job. Det er utilfredsstillende. Der er nogen, der burde have grebet ind og hjulpet dem, uddyber hun.

Louise Schack vil nu opfordre kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen til at undersøge, hvordan man forbedrer arbejdsmiljøet.

Venstre-ordføreren foreslår konkret, at der indsættes en person, der ikke hører under menighedsrådet, som man kan gå til, hvis man oplever mobning.

- Jeg så da gerne, at man starter med at gå til menighedsrådet, men i det tilfælde af, at de ikke er stand til at løfte problematikken, så kan man tage fat i nogen andre. En person, der kan rådgive om, hvad man kan gøre, når der er mobning. De mangler nogen at gå til, for de føler sig alene med problemerne, kan man jo læse, siger hun til TV 2 Lorry.

E-ordfører: Der skal professionel ledelse til

Da TV 2 Lorry første gang beskrev problemerne med det psykiske arbejdsmiljø i folkekirken denne sommer, var Enhedslistens kirkeordfører, Christian Juhl, den eneste kirkeordfører, der ville stille op til interview om sagen.

Siden har han stillet et spørgsmål til ministeren om, hvad hun vil gøre ved arbejdsmiljøproblemerne i kirkerne. Af svaret, som TV 2 Lorry har set, fremgår det, at Ane Halsboe-Jørgensen på daværende tidspunkt ikke så nogen grund til at sætte særligt ind med nye initiativer.

Det svar er ikke tilfredsstillende, siger Christian Juhl til TV 2 Lorry:

- Derfor har jeg også antydet overfor ministeren, at vi skal have tingene på bordet. Det er svært at lave om på sådan en gammel organisations struktur, men vi er nødt til det, og hvis de ikke vil være med til det, så risikerer vi, at det her eskalerer, for det ser ikke forbandet godt ud, lyder det.

Konkret mener Christian Juhl, at man skal indføre et professionelt ledelseslag i folkekirken, således at kirkernes ansatte ikke udelukkende skal svare til det oftest uprofessionelle menighedsråd, der består af frivillige, ulønnede mennesker.

- Det kan godt ske, det tager noget tid med en strukturændring, men et eller andet må der gøres, siger Christian Juhl.

Enhedslistens kirkeordfører meddeler, at han anmoder kirkeministeren om at sætte sagen på dagsordenen på det førstkommende møde i kirkeudvalget i det nye år.

TV 2 Lorry får en kommentar fra kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen senere onsdag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik