I Hovedstadsområdet findes hele 16 restaurenter med Michelinstjerner - og i år kan det tal meget vel stige, når der mandag deles Michelinstjerner ud i Århus til landets restaurenter.
Men det er ikke kun i restaurationsbrancen, at man holder øje med uddelingen - da der også ligger stor anerkendelse i det for landmændene, der leverer råvarer til de anerkendte restaurenter.
I Dronningmølle i Nordsjælland ligger det biodynamiske landbrug Thorshøjgaard med både køer, grise og får.
Landbruget har tidligere leveret både kød og grøntsager til Kong Hans og Noma, og håbet er selvfølgelig, at man igen i år leverer råvarer til de restauranter, der mandag modtager Michelinstjerner.
- Vi krydser fingre for, at de restaurenter, vi levere til, modtager en Michelinstjerne i morgen. For så er det jo også et tegn på, at der er kvalitet i det, vi laver, siger Rita Hansen, der styrer Thorshøjgaard med sin mand Niels Stokholm.
Stedet har eksisteret i mere end 40 år og er bare et af flere steder i hovedstadsområdet, hvor der leveres mad til de mange Michelinrestaurenter i København og omegn.
Mange forskellige anerkendte producenter
På Landbrug & Fødevares hjemmeside kan man se et kort med alle de steder, der sidste år leverede råvarer til én eller flere af de i alt 16 Michelinrestaurenter i hovedstadsområdet.
Her findes alt fra råvarerlevering til restaurent Kadeau fra Fiskerikajen i Rungsted og fra Øllingegård Mejeri i Skævinge til restaurant Relæ og Kiin Kiin.
På Thorshøjgaard i Dronningmølle har man i 40 år drevet landbrug på 63 hektar og drevet alt fra Røde Danske Malkekvæg med egne tyre og opdræt til Det Sortbrogede Landracesvin, Danske Landracehøns og en flok Vikingefår af gammel nordisk oprindelse.
- Det er jo en stor anerkendelse for os, når de dygtige kokke vælger at købe deres kød og grøntsager hos os, for så betyder det, at man gør et eller andet rigtigt, siger Rita Hansen.
- Det giver jo et stort klap på skulderen, hvis vi i morgen ser en Michelinstjerne til en restaurant, vi leverer til. For det har vi også brug for, for så ved vi, at vi gør det rigtige, siger hun.