Københavns nye metrolinje mangler mobildækning

Der arbejdes på at sikre mobildækning på den ny metrolinje Cityringen. Indtil da kan det være svært at ringe 112.

Når Københavns nye metrolinje, Cityringen, efter planen åbner 29. september, vil passagererne på store dele af strækningen have svært ved at ringe 112 i nødstilfælde.

Der er nemlig ikke styr på mobildækningen endnu, skriver Politiken.

På den nye 15,5 kilometer lange strækning med 17 stationer under jorden vil der være yderst begrænset eller ingen mobildækning.

Det fremgår af et brev, som landets fire store teleoperatører torsdag har sendt til Metroselskabets ejerkreds - Transportministeriet, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.

Historien kommer blot seks dage efter TV 2 Lorry kunne fortælle, at der på samtlige nye metrostationer blev begået hærværk på kabler og sikringer.

Fysiske skader der har fået den konsekvens, at Metroselskabet nu har faste vagter på alle stationer - og fortsat vil have det noget tid efte rden nye metrorings åbning.

Manglende forbindelse til onlinebilletter og 112-tjeneste mest problematisk

Topdirektører i TDC, 3, Telia og Telenor skriver i et brev, at det manglende mobilnet er en "problematisk situation".

Situationen kan ifølge dem betyde, at det ikke er muligt at foretage opkald, købe onlinebilletter, kontakte 112 og bruge apps.

Til Politiken siger Jakob Willer, direktør i Teleindustrien, at de håber på, at der er styr på mobildækningen fra årsskiftet.

Metroselskabet oplyser i et skriftligt svar til Ritzau, at kunder i en "kortere periode" vil opleve begrænset eller manglende mobildækning efter åbningen.

Arbejdet med at få netværksdækningen op at køre har man set sig nødsaget til at udskyde til efter færdiggørelsen af stationerne og togdriften, lyder begrundelsen.

- Det har fra 2011 været aftalt, at Cityringens stationer og skinner kom i første række, og at nettet herefter skulle installeres, skriver Metroselskabet.

Metroselskabet har nu fokus på hurtigst muligt at få mobildækningen på skinner. Men det vides ikke, hvornår den er det.

- Vi havde selvfølgelig gerne set, at netværksdækningen var helt på plads, når Cityringen åbner. Vi vil meget gerne hjælpe TDC, 3, Telia og Telenor med at få installeret en optimal netværksdækning, som kunderne kender det.

- Rammerne er klar, så teleoperatørerne kan gå i gang. Men vi mangler desværre en plan for, hvornår de vil gøre det, og hvornår de er færdige, siger direktør i Metroselskabet Rebekka Nymark i en skriftlig kommentar.

Ingen betydning for sikkerheden

Hun understreger, at netværksforbindelserne ikke har nogen betydning for kundernes sikkerhed. Rebekka Nymark peger på, at der på alle stationer og i tog er opkaldspunkter til metroens døgnbemandede kontrolrum.

Dertil er stationer og tog videoovervåget døgnet rundt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik