Forbud: Black Jackets-lokaler i Albertslund fortsat lukkede

Bandegrupperingen Black Jackets' lokaler i Albertslund er fortsat forbudt område for alle, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Københavns Vestegns Politi har i dag forlænget forbuddet mod de lokaler på adressen Værkstedsgården 9-11 1. sal, som bandegrupperingen Black Jackets råder over.

Det fortsatte forbud kommer i kølvandet på politiets forbud den 19. maj, hvor der efterfølgende blev oprettet visitationszoner i dele af Albertslund og Høje Taastrup.

Læs også: Politiet opretter visitationszoner på Vestegnen

Det forlængede forbud mod enhver adgang til adressen sker på baggrund af en vurdering om en truende bandekonflikt i København og Nordsjælland.

Københavns Vestegns Politi har på baggrund af konkrete efterretninger vurderet, at bande-lokalerne stadigvæk risikerer at udgøre et mål i en akut bandekonflikt.

Desuden har politiet i deres beslutning lagt vægt på, at der i samme ejendom opholder sig medarbejdere fra hjemmeplejen i Albertslund Kommune.

Mens forbuddet mod al adgang til lokalerne forlænges, fortsætter de visitationszoner som politiet indførte den 20. maj ikke.

Her vurderer Københavns Vestegns Politi, at visitationszonerne har virket efter hensigten. Dog skriver politiet i en pressemeddelelse, at de forsat vil "(...) patruljere intensivt i områderne og foretage visitationer, hvor der er begrundet mistanke."

Derfor pointerer politiet også, at visitationszonerne kan genindføres med øjeblikkelig virkning, hvis grundlaget igen er tilstede.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik