Wozniacki forudså triumf som 10-årig: "Jeg bliver nummer et"

Allerede i en alder er bare ti år, vidste tennisstjernen fra Farum, at hun ville nå til tops.

Drømmen om en grand slam-titel er gået i opfyldelse for danske Caroline Wozniacki.

I finalen ved Australian Open besejrede den danske tennisspiller rumænske Simona Halep, og for første gang strøg hun til tops i en af de fire mest prestigefyldte tennisturneringer.

Caroline Wozniacki boede som barn i Farum i Nordsjælland med sine forældre og sin storebror.

Det var her den unge tennisstjerne slog nogle af sine allerførste bolde i Farum Tennisklub.

TV 2 Lorry mødte Wozniacki helt tilbage i 2001 og 2003, da hun var henholdsvis ti og 12 år gammel.

Her kan du se TV 2 Lorrys interview med Caroline Wozniacki , da hun var kun ti år gammel.

Selvom Wozniacki dengang var et ubeskrevet blad på den internationale sportsscene, var hun et spirende tennistalent med store drømme for sin fremtid.

Som 10-årig i 2001 vandt hun således DM for piger, og to år senere lykkedes det at nå til kvartfinalen i DM for voksne.

Nummer et

Den lille piges vindermentalitet kom især til udtryk, da TV 2 Lorrys reporter Michael Wichmann spurgte den dengang kun ti år gamle tennisspiller om, hvor god, hun troede, hun kunne blive.

- Nummer et, svarede Wozniacki efterfulgt af et stort smil.

Det skulle vise sig at holde stik.

I dag, cirka 17 senere år senere, kunne Caroline Wozniacki høste karrierens største triumf, efter næsten tre timers hård og intens tennis, hvor danskeren til sidst faldt grædende om på banen i sejrsrusen.

- Normalt græder jeg ikke. Men det er et meget følelsesladet øjeblik, sagde Wozniacki efter kampen med et stort smil på læben.

- Jeg har drømt om det her i så mange år, og at stå her nu er en drøm, der går i opfyldelse, sagde hun.

TV 2 Lorry mødte senere i 2003 det unge tennistalent, da hun var blot 12 år og var nået helt til kvartfinalen i DM for voksne. Her ses hun sammen med familien i hjemmet i Farum.