Tilskuere bydes igen velkommen på landets stadioner: Lyngby-direktør er lykkelig

Fodboldklubberne er også en del af næste fase af genåbningen. Det vækker glæde i Lyngby Boldklub, der igen kan se frem til tilskuere på stadion.

- Det betyder alverden. 

Så kort kan det siges. Lørdag reagerer Lyngby Boldklubs administrerende direktør, Andreas Byder, på gårsdagens nyhed om, at fodboldklubberne i Superligaen igen kan invitere tilskuerne tilbage til deres stadioner.

Det gælder også Lyngby Boldklub, der allerede på onsdag kan få brug for hjælpen på lægterne, når holdet tager imod Sønderjyske. 

- Vi ligger i en overlevelseskamp her. Så at få vores hjemmebanefans tilbage betyder rigtigt meget sportsligt, siger Andreas Byder forud for kampen i Superligaens nedrykningsspil, hvor Lyngby i øjeblikket ligger under nedrykningsstregen seks point efter netop Sønderjyske.

På onsdag forventer Lyngby Boldklub at kunne lukke omkring 2.300 tilskuere ind på stadion, efter tribunerne har stået tomme længe.
På onsdag forventer Lyngby Boldklub at kunne lukke omkring 2.300 tilskuere ind på stadion, efter tribunerne har stået tomme længe.
Foto: Peter Hjelvang / TV 2 Lorry

Det er ikke alle detaljer omkring tilskuernes tilbagevenden og den særlige Superligaordning, der er på plads endnu ifølge Lyngby Boldklubs administrerende direktør. 

Men Andreas Byder forventer, at klubben kan invitere omkring 2.300 tilskuerne ind på stadion. Der skal dog stadig tages forskellige forholdsregler på grund af risikoen for coronasmitte.

- Vi deler stadion op i fem sektioner. Med fem forskellige indgange, fem forskellige toiletter og fem forskellige boder, forklarer direktøren.

Onsdagens hjemmebanekamp mellem Lyngby og Sønderjyske bliver spillet klokken 18.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik