Slukkede motorvejslamper skaber bekymring: FDM følger situationen nøje

Hos Forenede Danske Motorejere har man fået mange henvendelser fra medlemmer, der er utrygge ved situationen på motorvejene omkring København, efter Vejdirektoratet har valgt at slukke for lyset.

- Det er en generel bekymring for vores medlemmer, at man føler sig mindre tryg derude.

Sådan lyder det fra juridisk konsulent hos FDM, Dennis Lange, til situationen om de slukkede gadelamper på flere motorveje til og fra omkring København.

Siden Vejdirektoratet i efteråret valgte at slukke for lyset på motorvejene, har Forenede Danske Motorejere fået mange henvendelser fra deres medlemmer.

- Det, vi hører fra vores medlemmer, er en grundlæggende bekymring for, at når lyset bliver slukket, så kan man se mindre, og at der dermed er en højere risiko for ulykker, siger han til TV 2 Lorry.

Onsdag kunne vi her på TV 2 Lorry fortælle om bilisten Søren Blarke, der tirsdag aften nær var endt i et uheld på Helsingørmotorvejen.

Her har Vejdirektoratet slukket motorvejsbelysningen i en forsøgsperiode.

- Pludselig er der en bil foran mig, der roterer rundt på motorvejen, og en anden bil, der kører hårdt ind i ham. Det var utroligt svært at se noget, da der ikke længere er noget lys på strækningen, sagde han om situationen.

Billeder fra motorvejsulykken tirsdag aften viser også redningsfolk på arbejde, som med medbragte lommelygter måtte klare sig under de nye mørke arbejdsforhold på strækningen.

Heldigvis kom ingen personer slemt til skade i ulykken, men ifølge Søren Blarke er det et spørgsmål om tid, før de slukkede lysanlæg koster menneskeliv.

- Jeg håber, at Vejdirektoratet går ned i aften og tænder for den rigtige kontakt og får tændt lyset igen, for hvis vi skal have nogle, der er døde pga. 200.000 eller hvor meget det nu er af småpenge i deres budget, så tror jeg, det er bedre at få tændt lyset igen, end det er at slå folk ihjel, siger han.

Se indslaget i videoen herunder:

Bilist: Forsøg med slukket lys på motorvej kan ende med alvorlige ulykker.

De slukkede lamper er en del af et et-årigt forsøgsprojekt fra Vejdirektoratet med det formål at spare på energien, men i FDM vil man holde nøje øje med udviklingen.

- Hvis det viser sig, at trafiksikkerheden bliver forringet på grund af det her, jamen så vil vi også stille krav om, at man får tændt lyset igen, siger juridisk konsulent Dennis Lange.

Anderledes situation end i resten af landet

Selvom man mange andre steder i landet ikke har lys på motorvejene, så er situationen anderledes omkring København.

- I Københavns området er der jo en hel masse trafikale forhold på motorvejen, der gør dem anderledes end i resten af landet. Der er mange biler på vejene, og der er mange til- og frakørsler som de ligger også tæt. Der er mange steder med flere spor, og i det hele taget er det nogle komplicerede vejforløb rundt om København, siger Dennis Lange.

Han tilføjer:

- Det er jo alt sammen noget, der gør, at ulykkesrisikoen alt andet lige er højere i hovedstadsområdet end i resten af landet. Og det er jo også derfor, man oprindeligt havde tænkt, at vi hellere måtte få lys op på de store motorvejsstrækninger omkring København for at få mest mulig sikkerhed.

Socialdemokratiets Jeppe Bruus (tv) vil fastholde forsøget. Juridisk konsulent hos FDM, Dennis Lange (th), ser helst lyset tændt igen.
Socialdemokratiets Jeppe Bruus (tv) vil fastholde forsøget. Juridisk konsulent hos FDM, Dennis Lange (th), ser helst lyset tændt igen.
Foto: TV 2 Kosmopol

Ikke til fare for sikkerheden, mener Vejdirektoratet

Hos Vejdirektoratet er vurderingen dog, at den manglende belysning ikke kommer til at få nogen betydning for trafiksikkerheden.

Hvorvidt en motorvejsstrækning tidligere har været belyst eller ej, afhænger nemlig ifølge Vejdirektoratet i højere grad om anlægstidspunktet, da de fleste lysanlæg omkring hovedstaden er fra før energikrisen i 1970'erne.

Derfor har man i det nuværende forsøg altså valgt at slukke for alle de anlæg - svarende til 30 kilometers motorvejsstrækning i alt -, hvor trafiksikkerheden ikke bliver påvirket af det.

På den baggrund vil formanden for transportudvalget heller endnu ikke kræve forsøget afbrudt efter et enkeltstående uheld. 

- Det er selvfølgelig altid rigtig trist og ubehageligt, når der sker uheld. Men det sker jo desværre både på de motorveje, hvor der ikke er lys, og hvor der er lys, siger socialdemokratiets Jeppe Bruus, der er formand for Transportudvalget på Christiansborg.

- Og derfor er jeg nødt til at læne mig op ad det, som Vejdirektoratet også siger, at der altså ikke er nogle færselsmæssige usikkerheder forbundet med det at slukke belysningen.

Formanden vil dog følge udviklingen tæt, da trafiksikkerheden er altafgørende - og hos FDM håber man også på, at forsøget viser sig at tage fejl.

- Forhåbentligt skal der ikke liv til, før man afgører, om det her er en god idé eller om forsøget skal stoppes. Forhåbentligt kan man også se det inden da, hvis det viser sig at blive alvorligt. Det vil da være kedeligt, hvis det viser sig, at der er nogle, der skal miste livet, fordi man laver den her slags forsøg, siger Dennis Lange.

Forsøget forventes at slutte i efteråret 2020. Hvis erfaringerne med slukkede motorvejslamper viser sig at være positive kan det blive en permanent løsning fremadrettet på flere forskellige motorvejsstrækninger i hovedstadsområdet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik