Pia Kjærsgaard brugte skofirma i politisk anti-muslimsk julehilsen: ”Det har vi det ikke godt med”

Et uvidende skofirma fra Virum er pludselig blevet hovedperson i en politisk julehilsen fra Pia Kjærsgaard. Dansk Folkeparti lægger sig fladt ned.

Muslimer skal IKKE have julehjælp.

Sådan skriver Pia Kjærsgaard (DF) onsdag i en julehilsen på Facebook, hvor Dansk Folkepartis stifter sidder ved et skrivebord og læser avis. En avis, hvor virksomheden Airtox fra Virum fremgår med stort logo side om side med det politiske budskab.

- Det har vi det ikke godt med. Det er ikke noget, vi kan stå inde for, og vi vil slet ikke blande os i politik, siger Henrik Vingaard Madsen, der er i direktør i Airtox, til TV 2 Lorry.

Her er Pia Kjærsgaards julehilsen. Tidligere fremgik også et stort logo fra Airtox, men efter TV 2 Lorry talte med Dansk Folkepartis presseafdeling, er opslaget nu rettet.

Han er eftermiddagen igennem blevet bestormet af folk, der også har lagt mærke til Pia Kjærsgaards julehilsen, og nu vil Airtox tage affære.

- Vi ender nok med at bede Dansk Folkeparti om at fjerne det, siger Henrik Vingaard Madsen til TV 2 Lorry.

Lægger sig fladt ned

Så langt nåede Airtox aldrig at komme, for firmalogoet blev allerede fjernet, da TV 2 Lorry rettede henvendelse til Dansk Folkeparti om sagen. 

Vi ville meget gerne have spurgt Pia Kjærsgaard om, hvorfor hun blandede et uvidende skofirma ind i en politisk julehilsen, men Dansk Folkepartis presseafdeling henviser til, at der er tale om fejl og lægger sig fladt ned.

- Det er en fejl, og det er rettet nu. Mere er der ikke at sige til det, lyder det fra Dansk Folkepartis presseafdeling. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik