Pensionisten Gudrun blev glemt: Fik ikke frokost i halvanden uge

Noget gik galt med Gudrun Achens madlevering, og derfor endte hun uden frokost i halvanden uge efter en hospitalsindlæggelse.

Rettelse kl. 14.39: Vi har været i kontakt med Lyngby-Taarbæk Kommune, der oplyser, at det udelukkende er frokosten, der ikke er blevet leveret. Aftensmaden er kommet frem. Kommunen oplyser desuden, at fejlen dels er en kommunikationsfejl internt i kommunen og dels er en manglende registrering hos madleverandøren. Kommunen har været i kontakt med madleverandøren for at finde løsninger, der sikrer, at det ikke sker igen

Da Gudrun Achens datter kom på besøg hos sin mor i marts, opdagede hun, at hendes mor ikke havde fået leveret mad i halvanden uge. Det skriver Det Grønne Område.

- Min mor havde det rigtig dårligt og var i elendig forfatning. Hun var konfus, forvirret og trist. Min mor sagde, at hun ikke kan forstå, at hun ikke har fået mad, siden hun kom hjem fra hospitalet, siger Merete Bangsrud til Det Grønne Område. 

Hun forsøgte at ringe til Den Private Kok, som hendes mor skulle have mad fra. Der var dog kun en hyletone i røret, og det viste sig senere, at Den Private Kok var blevet opkøbt af Det Danske Madhus og havde fået nyt nummer. 

Den information fik hun dog ifølge Det Grønne Område ikke fra Lyngby Rådhus, da hun ringede for at høre, hvordan hun skulle komme i kontakt med sin mors madleverandør. I stedet måtte hun google sig til oplysningen.

Havde ikke fået at vide, hun var kommet hjem

Da Merete Bangsrud kom i kontakt med det Det Danske Madhus fortalte de, at de stadigvæk troede, Gudrund Achen var på hospitalet. De havde nemlig ikke fået at vide, at hun var blevet udskrevet. 

Og Gudrun Achen selv havde ikke brokket sig til hverken hjemmesygeplejersker eller sin datter:

- Jeg oplevede dagene som én stor forvirring, og man bliver i hvert fald ikke yngre af det. Jeg prøver så vidt muligt at være mig selv, for jeg vil nødigt være til ulejlighed, siger Gudrun til Det Grønne Område.

Lyngby Taarbæk Kommune er kede af sagen og vil undersøge, om det er hos dem eller et andet sted, fejlen er sket:

- Det er en ulykkelig situation, og sådan noget må selvfølgelig ikke ske. Vi er i gang med at undersøge sagen til bunds og beklager meget, hvis fejlen ligger hos os. Vi behandler ikke personrelaterede sager her i pressen, så en anden gang vil det være hensigtsmæssigt, hvis borgere eller pårørende henvender sig direkte til os, så vi kan gå i dialog og hurtigt få rettet op, hvis det er nødvendigt, siger forvaltningen til Det Grønne Område.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik