Nu giver kommune 15.000 kroner i bonus for at lokke nyuddannede pædagoger til

I Lyngby-Taarbæk Kommune skal en ny aftale tiltrække flere nyuddannede pædagoger. Det sker ved at give et engangsbeløb på 15.000 kroner.

Flere børn og krav om flere pædagoger i institutionerne har ført til, at mange kommuner står og mangler pædagoger. Det har Lyngby-Taarbæk Kommune nu prøvet at finde en løsning på ved at tilbyde et engangsbeløb til nyuddannede pædagoger.

Ifølge formanden for Dagtilbudsudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune, Sigurd Agersnap (SF), skal pengene sikre, at kommunen tiltrækker flere pædagoger.

- Vi vil gerne have, at flere pædagoger vælger vores kommune til, og en af de måder at gøre det på, er at give bedre arbejdsforhold. Det er løn jo en del af, siger Sigurd Agersnap til TV 2 Lorry. 

Engangsbeløbet lyder på 15.000 kroner til nyuddannede pædagoger efter seks måneders ansættelse. Det gælder de pædagogstuderende, der dimitterer i februar 2022 og pædagoger med mindre end et års erfaring.

I forbindelse med det netop overståede kommunalvalg i november 2021, var et varmt valgkampstema i flere kommuner manglen på varme hænder, herunder pædagoger. 

Samtidig viser en undersøgelse fra Danske Professionshøjskoler, at der i 2030 vil mangle omkring 13.700 pædagoger på landsplan. 

Kommunerne må gøre sig attraktive

Ifølge Sigurd Agersnap er der stor rift om særligt de nyuddannede pædagoger. Derfor har de i Lyngby-Taarbæk Kommune nu valgt at give et engangsbeløb, som skal gøre kommunen til en mere attraktiv arbejdsplads.

Kommunen har indgået den nye aftale med pædagogernes fagforening BUPL. Ifølge formanden for BUPL Nordsjælland, Pernille Riis, er Lyngby-Taarbæk Kommune på rette spor for at kunne tiltrække flere pædagoger.

- Manglen på pædagoger er alvorlig og anerkendelsen af, at løn er et væsentlig parameter i bestræbelserne på rekruttering er vigtig. Et godt og vigtigt skridt i den rigtige retning, siger Pernille Riis, der ser frem til den videre dialog om flere og andre også varige fastholdelsestiltag. 

quote Manglen på pædagoger er alvorlig

Formanden for BUPL Nordsjælland, Pernille Riis

Et skridt på vejen

I Lyngby-Taarbæk Kommune er der ifølge Sigurd Agersnap en særlig vigtig årsag til, at kommunen skal have tiltrukket flere pædagoger.

- Vi får flere børn i kommunen og med den nuværende status på pædagoger, vil vi i fremtiden få svært ved at overholde minimumsnormeringerne, hvis ikke vi får hevet nogle flere pædagoger til, siger Sigurd Agersnap.

Lyngby-Taarbæk Kommune forventer, at den nye ordning vil komme til at koste omkring en halv million kroner. Det svarer til, at cirka 33 pædagoger vil kunne modtage engangsbeløbet på 15.000 kroner.

Ifølge Sigurd Agersnap er engangsbeløbet dog kun et skridt på vejen for at lokke flere pædagoger til Lyngby-Taarbæk.

- Det her er ikke 100 procent løsningen. Der skal kigges på andre ting også. I Lyngby-Taarbæk Kommune har vi over 200 mål og strategier for pædagoger. Det bør der luges ud i, så pædagogerne kan sættes mere fri, siger Sigurd Agersnap. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik