Mød "verdens bedste bomvagt": Jensen har en særlig opgave i Lyngby Boldklub

Opskriften til en god Superliga-kamp må være dygtige fodboldspillere, en god træner, oplagte fans - og nåja, så en glad bomvagt.

I hvert fald hvis du spørger ledelsen i Lyngby Boldklub. 

Her har man nemlig ansat, hvad man selv kalder, verdens bedste bomvagt.

Han hedder Mikael Jensen, men bliver aldrig kaldt andet end Jensen.

Han har været ansat siden 2012, og har i årenes løb glædeligt udført alverdens ad-hoc opgaver for klubben.

Dog blev hans fulde potentiale først forløst, da man gav ham jobbet som 'parkeringsansvarlig' i marts 2019. 

Jensen var ikke et sekund i tvivl; han takkede hurtigt ja til jobbet med glædestårer i øjenkrogen.

Hilser og hepper på alle spillerne

Titlen som parkeringsansvarlig blev hurtig til 'bomvagt' blandt spillere og klubbens andre ansatte, da det er ved bommen, at Jensen særligt brillerer.

Her står han stolt og vinker til gutterne, når de ruller ind før kampene. De får både hilsner og thumbs up. 

Han har endda styr på fødselsdagene, så angriberen Emil Nielsen bliver lige ønsket tillykke med de 27 år.

Han og flere andre spillere er da heller ikke for fine til at rulle vinduet ned og sludre. 

Jensen har endda tal på, præcis hvor mange gange han har stået vagt under fodboldkampe på hjemmebane. Da TV 2 Lorry kigger forbi er det 30. Superliga-kamp ved bommen.

Gave fra klubben til Jensens 30 års fødselsdag i sommer.
Gave fra klubben til Jensens 30 års fødselsdag i sommer.
Foto: Lyngby Boldklub

Vi har aldrig fortrudt ansættelsen

Mikael Jensen har ikke altid haft det lige nemt, og tilbage i 2012 kom han til Lyngby Boldklub fra Hillerød Kommune, fordi han var i overskud i aktiveringen. 

Han skulle dog vise sig at være en af de mest mødestærke og seriøse medarbejdere - og selvom han har haft sine vanskeligheder, så er han i klubben et fuldgyldigt medlem af "holdet", fortæller Lyngby Boldklub til TV 2 Lorry. 

Man har aldrig fortrudt, at man gav ham chancen, for han er glad og stolt, og han ankommer sågar i sin sommerferie for at se, om alting er i orden.

Faktisk er han blevet selve legemliggørelsen af klubbens værdier om, at der skal være plads til alle - både tykke, tynde, høje eller lave.

Kender du en person, som er særligt glad for sit unikke job, og som du synes vi skal møde? 
Så skriv til nyfa@tv2lorry.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik