Manden bag klovnen Pjerrot er død: "Når man smider masken, er man sig selv igen"

Efter et kræftforløb er Ib Groth Rasmussen - bedre kendt som klovnen Pjerrot - død natten til mandag.

Ib Groth Rasmussen, der i en længere årrække var kendt som klovnen Pjerrot på Bakken nord for København, er død.

Det oplyser hans familie i et opslag på Facebook. Ib Groth Rasmussen blev 77 år.

Ekstra-Bladet har talt med Bo Groth Rasmussen, søn til Ib Groth Rasmussen, der bekræfter dødsfaldet.

Til avisen forklarer Bo Groth Rasmussen, at hans far er død natten til mandag efter et kræftforløb.

quote Man er en person, der går ind i en rolle, og når man smider masken, så er man sig selv igen. Sådan skal det helst være.

Ib Groth Rasmussen til TV 2 Lorry i 1997

- Han har levet med det i nogle år, og de sidste 14 dage er det gået stærkt. Han har været indlagt rundt omkring, siger Bo Groth Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Ib Groth Rasmussen optræder som Pjerrot på Bakken i 1995.
Ib Groth Rasmussen optræder som Pjerrot på Bakken i 1995.
Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix/arkiv

Fyret i 1997

Ib Groth Rasmussen har været kendt som Pjerrot, siden han i 1984 overtog rollen som den ikoniske klovn på Bakken efter Erico Lunds død.

Gennem 14 sæsoner - fra 1984 til 1997 - optrådte Ib Groth Rasmussen på Bakken som Pjerrot i det hvide kostume og de tilhørende røde læber.

I 1997 blev han fyret, da der - med Ib Groth Rasmussens ord - ikke var enighed om, "hvordan figuren skulle gebærde sig herude," sagde han til TV 2 Lorry i 1997.

- Det har jeg nogle idéer om, og det har jeg afprøvet i 13 år, men det kan da godt være, at det skulle være den sidste sæson, sagde Ib Groth Rasmussen til TV 2 Lorry. 

Artiklen fortsætter efter faktaboksen...

De har spillet Pjerrot på Bakken

Morten Eisner 2020 - ?

Kurt Flemming 1997 - 2019 

Ib Groth Rasmussen 1984 - 1997 

Erico Lund 1963 - 1983

William Gervasius Rasmussen 1957-1962 

Ludvig Schack 1930-1956 

Christian August Jørgensen ? - 1900

Niels Henrik Volkersen Pjerrot på Dyrehavsbakken og på Pantomimenteatret i Tivoli 1843 - 1893


Kilde: sn.dk

TV 2 Lorry besøgte dengang Ib Groth Rasmussen, da han var i gang med at pakke sine ting sammen i det lille grønne hus, hvorfra han optrådte. 

For os, der har set sig dig som Pjerrot, virker det næsten som om, du er smeltet helt sammen med ham. Det bliver vel mærkeligt at smide den del af dit liv også? spurgte TV 2 Lorrys reporter.

- Men det har alligevel været en figur, man spillede. Man er jo ikke Pjerrot, det er der ikke nogen, der er. Hvis de er det, så er der noget af det, der går fløjten. Man er en person, der går ind i en rolle, og når man smider masken, er man sig selv igen. Sådan skal det helst være, sagde Ib Groth Rasmussen til TV 2 Lorry. 

Øverst i artiklen kan du se hele indslaget om fyringen i marts 1997. 

Artiklen fortsætter efter billedet...

Efter at have været på Bakken i en række år fortsatte Ib Grot Rasmussen som Pjerrot i blandt andet Cirkus Arena, hvor han her venter på at optræde i 2016.
Efter at have været på Bakken i en række år fortsatte Ib Grot Rasmussen som Pjerrot i blandt andet Cirkus Arena, hvor han her venter på at optræde i 2016.
Foto: Thomas Lekfeldt og Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Fortsatte i cirkus og i Unicef

Fra 1997 og frem til sin pension i 2018 turnerede Ib Groth Rasmussen løst og fast med Cirkus Arena, hvor han ligeledes optrådte som klovn.

Ekstra-Bladet skriver, at Ib Groth Rasmussen efterlader sig to børn samt en række børnebørn og oldebørn.

I Facebook-opslaget skriver familien, at Ib Groth Rasmussen bliver bisat under private former i Helsingør.

- Man kunne sætte mange titler på vores far.

- Han startede som Illusionisten Ricco, blev dekoratør, reklamemand, gøgler, tryllekunstner, julemand, Unicef-ambassadør, Cirkus Arenas og Bakkens - ja hele Danmarks Pjerrot.

- Håber I vil mindes ham et øjeblik og tænke på, hvor I mødte ham på jeres vej, står der i opslaget, der er skrevet af børnene Pia og Bo Groth Rasmussen.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik