Mand lokkede lille dreng med slik og hundehvalpe - nu efterlyses han

Nordsjællands Politi søger oplysninger om mulig børnelokker.

Politiet efterforsker i øjeblikket et mistænkeligt forhold i Virum i Nordsjælland.

Her blev det mandag eftermiddag anmeldt, at en fremmed mand havde kontaktet en 8-årig dreng med et noget suspekt tilbud.

Drengen var klokken 13 blevet antastet af mellem Bøgevang og Elmevang af den fremmede mand.

Han havde foreslået den 8-årige, at han skulle følge med ham over i mandens bil og se hans to hundehvalpe, ligesom der også var slik i bilen.

Skyndte sig at løbe

Den 8-årige havde dog tilsyneladende lyttet efter sine forældre om, at man ikke skal følge med fremmede.

Han skyndte sig nemlig at forlade stedet, og manden fulgte ikke efter, skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Den fremmede mand beskrives som cirka 50 år gammel, 175-180 centimeter høj, normal af bygning, dansk af udseende og talte dansk.

Han havde gråt hår og en lille smule skæg. Han var iført en hvid- og blåternet skjorte og lyse cowboybukser.

Bilen, som manden kørte i, var en sort personbil med både for- og bagdøre.

Nordsjællands Politi hører gerne fra borgere, der har oplysninger med relevans for sagen, ligesom politiet også gerne hører fra den fremmede mand for at høre nærmere om årsagen til mandens henvendelse.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik