Lyngby videre i pokalen trods rødt kort

Lyngbys Daniel Jensen fik rødt kort i pokalopgøret hjemme mod Esbjerg, men Lyngby endte med at vinde kampen.

Lyngby leverede en stor pokaloverraskelse torsdag aften, da 1. divisionsholdet med blot ti mand på banen i den sidste time vandt 1-0 hjemme over superligaklubben Esbjerg.

Lyngbys Casper Højer Nielsen stod for kampens enlige mål, da venstrebacken på et fornemt frispark bankede bolden ind i det fjerneste hjørne af målet efter 85 minutter.

Casper Højer Nielsen efterlignede dermed sin far, Lars Højer Nielsen, som i sin aktive karriere hos FC København var en af dansk fodbolds bedste skytter på frispark i 1990'erne.

Lyngby straffede Esbjerg for ikke at være i stand til at udnytte et hav af chancer, og sjællænderne lod sig heller ikke presse i bund trods et rødt kort.

Lyngbys rutinerede midtbanespiller Daniel Jensen fik et gult kort for at røre bolden med hånden allerede efter otte minutter, og det skulle vise sig at blive dyrt for den tidligere danske landsholdsspiller.

Lidt senere i opgøret blev Daniel Jensen knockoutet i en luftduel, som resulterede i et gevaldigt sæbeøje.

Og efter en halv time gik Daniel Jensen ind i en nærkamp med strakt og højt ben, og det udløste endnu et gult kort af dommer Anders Poulsen og dermed marchordre.

Esbjerg var uskarpe, og blandt andre Nicki Bille Nielsen, Mohammed Fellah, Mick van Buren og Bjørn Paulsen brændte gode tilbud.

Især angriberen Nicki Bille skuffede med manglende effektivitet og dårlige beslutninger i Esbjergs angreb.

Kort efter Lyngbys 1-0-mål fik Lyngbys allerede udskiftede angriber Dennis Sørensen rødt kort for at kaste en vandflaske i jorden i vild jubel.

Esbjergs Victor Palsson udgik i første halvleg med det, der lignede en slem forstrækning i låret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik