2016/2017-sæsonen endte i triumf for Lyngby BK, som overraskende vandt superligabronze. Men medaljerne var ikke nok til at sikre et godt regnskab.
Tirsdag offentliggjorde Lyngby det længe ventede regnskab for 2016/2017-sæsonen, og det viste et kæmpe underskud på 11,7 millioner kroner før skat.
Klubben fik en kapitaltilførsel på 30 millioner kroner og havde i sommer en egenkapital på 12,8 millioner kroner.
Underskuddet holdt op mod egenkapitalen får de eksterne revisorer, som har kigget Lyngbys regnskab igennem, til at male potentielt dystre fremtidsudsigter for klubben.
- Vi gør opmærksom på, at der er væsentlig usikkerhed, idet der kan rejses betydelig tvivl om selskabets mulighed for at fortsætte driften, skriver revisorerne i rapporten.
Ledelsen slår dog fast, at der er likviditet nok til at fortsætte driften i hele 2018.
Det blodrøde regnskab kommer i kølvandet på en anden kritisk nyhed for Lyngby BK.
Klubbens ejer, Hellerup Finans A/S, er angiveligt i gang med at dreje nøglen om, og dermed er det uvist, hvor flere kapitaltilførsler skal komme fra.
Det var Hellerup Finans, som tilførte klubben de 30 millioner kroner i kontanter, som var med til at holde hånden økonomisk under klubben i sidste sæson.
/ritzau/