Lokalhistorisk forening vil hylde Benny Andersen og Snøvsen

En lokalhistorisk forening i Lyngby-Taarbæk vil ære Benny Andersen med en buste af den folkekære digter samt en skulptur af hans kendte figur Snøvsen.

Den 7. november ville forfatteren og digteren Benny Andersen være fyldt 90 år.

I den anledning har en lokalhistorisk forening i Lyngby-Taarbæk taget initiativ til at ære den folkekære kulturpersonlighed, som den 16. august sidste år sov stille ind i sit hjem i Sorgenfri med sin kone Elisabeth ved sin side.

For at mindes Benny Andersen vil Historisk-Topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk Kommune derfor indsamle 230.000 kroner, som skal bruges på at lave to skulpturer – en buste af Benny Andersen og en figur af Snøvsen, som er en klassiker i dansk børnelitteratur.

- Benny Andersen er en stor digter, og han har fanget en danskhed på en finurlig måde, som er værd at mindes. Og når vi som lokalhistorisk forening her i Lyngby-Taarbæk tager initiativ til det her, så er det jo fordi, Benny Andersen har boet store dele af sit voksne liv her – både i Hjortekær og i Sorgenfri, fortæller Dorete Dandanell, der er formand for foreningen.

- Og så mener vi, at hans død sidste år blev lidt overskygget af Kim Larsens død, så det fik ikke den opmærksomhed, det fortjente, siger Dorete Dandanell.

Indsamling godt fra start

Lanceringen af indsamlingen starter officielt den 7. november, hvor Historisk-Topografisk Selskab inviterer interesserede bidragsydere til at møde op klokken 11 i portnerboligen på Sophienholm – som er Benny Andersens tidligere hjem.

Her vil  blandt andre Benny Andersens enke og datter være til stede, og der vil blive sunget fødselsdagssang.

- Vi er fortrøstningsfulde og tror på, at vi kan indsamle det fulde beløb. Det er jo ikke kun en lokal Lyngby-Taarbæk-sag, men noget som er relevant for hele landet, for der er jo så mange, der har Benny Andersens samlede digtsamlinger og kender hans værker, siger Dorete Dandanell.

Rent faktisk mangler der ”kun” 200.000 kroner, da den første donation allerede er landet i kassen. Det er den lokale Johannes Fogs Fond, der har bidraget med de første 30.000 kroner, og det varmer, tilkendegiver formanden.

- Det er skønt, at indsamlingen allerede er kommet godt fra start, og nu vil vi også kontakte andre fonde direkte. Gyldendal skulle også være interesseret, fordi Benny Andersen var 'i stald' hos dem, så at sige, fortæller hun.

En politisk beslutning

Indtil videre går tankerne på at opstille busterne ved Sophienholm, der har en fantastisk udsigt over Bagsværd Sø, og Lyngby-Taarbæk Kommune skulle ifølge Dorete Dandanell også være positivt stemt, såfremt alt går efter planen.

- Det er jo ikke vores afgørelse alene, da det er også en politisk beslutning. Vi håber naturligvis på opbakning fra kommunen, og måske kan man endda finde en mere central placering.

Der er endnu ikke lavet tegninger til skulpturerne, da billedhugger Stine Ring-Hansen først går i gang, når man kommer tættere på målet og er sikre på, at de 230.000 kroner bliver indsamlet.

Snøvsen

Snøvsen er titelperson i Benny Andersens børnebøger om Snøvsen og Eigil og katten i sækken (med fortsatte historier i tre andre bind). Her mener drengen Eigil at det er synd at alle går fra snøvsen, for så er den jo helt alene. Han finder Snøvsen – en lille fyr med en stor næse og kun et ben og en tå. Snøvsen er tegnet af Benny Andersens første kone Signe Plesner Andersen.

 

Bøger

  • Snøvsen og Eigil og katten i sækken (1967)
  • Snøvsen på sommerferie (1972)
  • Snøvsen og Snøvsine (1972)
  • Snøvsen hopper hjemmefra (1984)

Film

  • Snøvsen (1992)
  • Snøvsen ta'r springet (1994)

Kilde: Wikipedia


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik