Lasse hørte lyde fra kælderen - og så gik han på tyvejagt

Ung mand fra Lyngby forfulgte indbrudstyve midt om natten efter et kælderindbrud

-Jeg handlede nok bare instinktivt. Og det er først bagefter, nogle af mine venner har gjort mig opmærksom på, at det måske var farligt, det jeg havde gang i.

24-årige Lasse Sørensen fra Lyngby handlede resolut, da han forleden nat hørte underlige lyde fra kælderen under sin lejlighed.

-Det var klokken 03.15, og det lød som nogle fjedre, der knækkede, så jeg tog mine bukser på og gik ned på parkeringspladsen, hvor nedgangen til kælderen er, fortæller Lasse Sørensen.

Da han trådte ud, var der en hvid varevogn, der i høj fart kørte fra parkeringspladsen. Lasse løb ned i sin kælder og opdagede, at der havde været indbrud i hans eget kælderrum. Der manglede tre motorcykel-læderdragter.

Det her er en af de motorcykeldragter, Lasse fik stjålet - og som han fik igen samme aften
Det her er en af de motorcykeldragter, Lasse fik stjålet - og som han fik igen samme aften

-Så løb jeg op og satte mig i min bil, og jeg valgte at køre i retning mod DTU.

Pludselig - og ved et rent held - så han den hvide varevogn komme kørende imod sig. Han kunne genkende både bil og nummerplade. Lasse vendte sin bil og kørte  efter.  Varevognen kørte til en adresse i Eremitageparken.

-Jeg kørte lige efter og parkerede min bil bagved, så de ikke kunne komme ud. Der var en dansk mand, der stod ud - jeg spurgte ham, om alt det der var i bilen var hans. Men han stak ind i opgangen, siger Lasse.

Lasse kiggede ind i bilen, og der kunne han se en motorcykeldragt. Pludselig var der en anden mand, der stod ud. Ham konfronterede Lasse også - men manden stak samme vej som den første.

-Jeg havde overhovedet ikke set, at der var to. Men så ringede jeg til politiet. De kom 20 minutter efter - helt fra Hillerød med blå blink og det hele.

Tyv gemte sig i brusekabine

Betjentene fandt ud af, hvilken lejlighed de to mænd formentlig opholdt sig i. Og da der ikke blev reageret, blev en låsesmed tilkaldt. De to mænd havde gemt sig i mørket i lejligheden - den ene i brusekabinen. De tilstod begge på stedet - og kan nu se frem til en tur i retten for indbrud.

Lasse Sørensen fik sine motorcykeldragter tilbage med det samme. Nu bagefter, så er der flere af hans venner, og hans familie, der har spurgt ham, om han egentlig havde tænkt sig om.

-Først da jeg stod der og ventede på politiet,  overvejede jeg, hvad der ville ske, hvis de nu kom ud igen med en kniv - men så langt kom det heldigvis ikke. Så det er nok først bagefter, jeg har tænkt over, at det kunne have været farligt, lyder det fra Lasse Sørensen, der arbejder som motorcykelmekaniker - når han ikke lige tager på tyvejagt  om natten.

Vi har været i forbindelse med Nordsjællands politi, som bekræfter, at der er to mænd sigtet i sagen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik