Kommune sælger gammelt museum til privat investor

Lyngby-Taarbæk Kommune har solgt Landbrugsmuseet fra 1915 samt tilstødende grund til et ejendomsselskab.

Det gamle landbrugsmuseum over for Frilandsmuseet på Kongevejen i Lyngby går fra kommunale til private hænder.

Således meddeler Lyngby-Taarbæk Kommune på sin hjemmeside, at Landbrugsmuseet samt tilhørende bygninger og grund er blevet solgt til Ejendomsselskabet Kongevejen 79-85A ApS, som ejes af Interdan Holding A/S, der blandt andet ernærer sig ved import af biler.

Selskabet barsler med planer om at restaurere den gamle bygning fra 1915 og på ny lade det agere museum samt opføre eventlokaler og en café.

- Vi har i kommunalbestyrelsen haft et stort ønske om at bevare de smukke gamle bygninger, men vi har også vidst, at de var i en stand hvor det ikke var sikkert, at nogen havde mod på opgaven. En opgave, der alt andet lige forudsætter en lidt filantropisk tilgang, siger borgmester Sofia Osmani (K).

- Med Interdan er det lykkedes at redde et stykke af vores kulturhistorie, og vi kan nu se frem til at bygningerne får en gennemgribende restaurering og fremover også bliver åbne for offentligheden, fortsætter hun.

Landbrugsmuseet med den karakteristiske bygning fra 1915 ligger lige over Frilandsmuseet.
Landbrugsmuseet med den karakteristiske bygning fra 1915 ligger lige over Frilandsmuseet.
Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Kommer til at koste et betragteligt beløb

Lyngby-Taarbæk Kommune erhvervede de gamle bygninger i 2014. I 2016 fusionerede Landbrugsmuseet med Jagt- og Skovbrugsmuseet og blev samlet på herregården Gammel Estrup i Djursland.

Derfor har kommunen ad flere omgange undersøgt forskellige muligheder for, hvordan bygningerne kunne anvendes.

Blandt andet har en international skole været på tale. Det viste sig dog ikke at være muligt, hvorfor bygninger blev sat til salg.

Salget sker efter en offentlig udbudsproces, som kommunen satte i sving i januar måned.

- Det er vigtigt for os at etablere vores museum i Landbrugsmuseet i Lyngby-Taarbæk Kommune, idet min farfar handlede sine første biler, da Landbrugsmuseet blev bygget for over 100 år siden, og han og min farmor havde bopæl i kommunen i mange år, siger Anders Bruun, bestyrelsesformand for Interdan Holding A/S.

- Vi føler derfor, at vi er kommet hjem til vores rødder. Vi investerer i en del fine ældre bygninger for at istandsætte og bevare dem i stedet for at rive dem ned. Vi mener derfor også, at de fine ældre bygninger på Kongevejen passer rigtig godt ind i vores strategi, og vi glæder os til at komme i gang med den omfattende restaurering, som vi forventer kommer til at koste et betragteligt beløb.

De endelige planer for områdets fremtid foreligger først, når en ny lokalplan er færdig. Det sker sandsynligvis i løbet af et års tid.

Sikkert er det dog, at de historiske bygninger bliver bevaret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik