Flere uhyggelige sager anmeldt af nordsjællandske kvinder det seneste døgn

Nordsjællands Politi efterlyser blandt andet vidner i en sag, hvor en 18-årig kvinde angiveligt blev forsøgt voldtaget på åben gade midt om natten.

Politiet i Nordsjælland har søndag modtaget anmeldelser fra flere kvinder, der har været udsat for personfarlig kriminalitet.

Sagerne tæller et voldtægtsforsøg mod en 18-årig kvinde, et voldeligt overfald på to teenagepiger samt forfølgelse af en midaldrende, kvindelig hundelufter.

Dertil har politiet også fået en anmeldelse om en falsk politibetjent, som forsøgte at begå et groft tricktyveri mod en ældre kvinde på hendes egen bopæl.

Den første af de fire sager blev anmeldt søndag eftermiddag klokken 15.12. 

Ifølge anmeldelsen var en 18-årig kvinde blevet forsøgt voldtaget omkring klokken 01.40-02.10 natten til søndag i Virum.

Kvinden havde været med S-toget fra Lyngby Station til Virum Station med ankomst 01.40, og da hun efterfølgende gik på Frederiksdalsvej, blev hun antastet af en fremmed mand.

Blev fastholdt

Manden spurgte den 18-årige om vej, hvorefter han greb fat i hende og holdt hende fast.

Han trak herefter sine bukser ned, ligesom han forsøgte at hive den unge kvindes kjole af.

Den 18-årige fik dog sparket manden over benet og vristet sig fri, hvorefter hun løb fra stedet, skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Den 18-årige kvinde har beskrevet manden som stor af bygning og skandinavisk af udseende. Han var iført mørkt tøj og lugtede af alkohol.

Nordsjællands Politi skal nu blandt andet gennemse videoovervågning fra S-toget samt eventuelle andre relevante kameraer i området.

Politiet hører også gerne fra vidner eller andre, der måtte have viden om episoden.

Mand med gummihandske fulgte efter hundelufter

I en anden sag, som er anmeldt til Nordsjællands Politi, havde en 50-årig kvinde en ubehagelig oplevelse, da hun søndag aften klokken 20.15 var ude at gå med sin hund i Bernstorffsparken i Gentofte.

Her stod en mand, som på et tidspunkt tog en turkis gummihandske på sin højre hånd og herefter begyndte at følge efter kvinden.

Da kvinden satte i løb, begyndte manden ligeledes at løbe efter hende, skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Manden beskrives som dansk af udseende, 45 år, 180-185 centimeter høj, spinkel af bygning og hvid i huden. Han havde brunt, lidt gråsprængt, kort hår og gråsprængt skæg samt briller med stålstel.

Han var iført sweatshirt/vindjakke, bukser og medbragte en turkis gummihandske. Hændelsen blev anmeldt klokken 22.19, oplyser politiet.

Teenagepiger overfaldet af unge mænd

Nordsjællands Politi efterforsker også et voldeligt overfald begået mod to teenagepiger i Frederikssund.

To 15-årige piger uanmeldte lidt efter midnat, at de søndag aften klokken 21.00 var blevet overfaldet af nogle unge mænd ved Netto i Nygade i Frederikssund.

Her havde de unge mænd råbt efter de to unge kvinder, og da den ene kvinde spurgte, hvorfor de råbte efter hende og hendes veninde, forsøgte den ene af de unge mænd at slå hende.

Da hendes veninde ville hjælpe hende, tog de unge mænd kvælertag på veninden, ligesom de sparkede hende i ryggen, skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

De unge mænd beskrives alle som udenlandske af udseende. Den unge mand, som overfaldt de to unge kvinder beskrives tillige som høj og kraftig af bygning, og han var iført grå trøje. En af de andre unge mænd havde en trøje på af mærket ”Pelle Pelle”.

Falsk betjent forsøgte at få overført penge

En falsk betjent ringede søndag eftermiddag ved 16-tiden til en 81-årig kvinde og udgav sig for at være fra politiet.

Kort efter dukkede en mand op på kvindens adresse i Skodsborg, hvor han præsenterede sig som værende fra politiet og viste et foto af bagsiden af et politiskilt.

Efterfølgende forklarede han den 81-årige, at hendes konto var i fare for at blive hacket og fik hende til at overføre et større beløb til en - ifølge manden - sikker konto hos politiet.

Overførslen blev imidlertid standset af kvindens bank, som anede uråd, hvorefter manden forlod stedet.

Sagen får nu Nordsjællands Politi til at advare på det kraftigste mod, at man udleverer sine kontooplysninger eller Nem-id-oplysninger.

- Politiet beder aldrig om sådanne oplysninger, ligesom politiet heller aldrig opfordrer til, at borgerne overfører penge til andre konti, skriver Nordsjællands Politi i deres dægnrapport.

Det skal bemærkes, at Nordsjællands Politi ikke kæder de fire sager sammen i deres døgnrapport.

TV 2 Lorry har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Nordsjællands Politi.