Familier lever i genehelvede fra Letbane-byggeri – men der er ingen hjælp at hente

Manglende regler for kompensation gør livet surt for naboer til Letbane-byggeriet. Nu kræver kommunalpolitikere handling.

Byggestøj fra 7-22. Larm og diesellugt.

Mange familier er så berørte af Letbane-byggeriet i Lyngby, at de ikke kan være i eget hjem.

- Der er en så konstant støj i vores hjem, at det ikke er til at holde ud at være herhjemme, fortæller Jacob og Stine Tarborg til TV 2 Lorry.

De har hus ud til Buddingevej, hvor de hver dag står op til lyden af lastbiler, diesellugt og gravkøer, og de går i seng til den samme lyd om aftenen.

Her i videoen kan du høre, hvor højt støjniveauet er indenfor hos Stine og Jacob Tarborg.

Børn kan ikke sove

- Det er så slemt, at vores børn ikke kan falde i søvn, fortæller familien.

Foreløbig har det været sådan i tre måneder, og det bliver ved frem til 1. februar.

De er en af mange berørte familier i Lyngby, som ikke har mulighed for at få hjælp og blive kompenseret for Letbane-byggeriet, idet man i Folketinget aldrig besluttede at vedtage en lov, som ellers kunne have kompenseret berørte husstande.

Kommunalpolitikere retter skarp kritik

Anderledes var det med byggeriet af Cityringen, og det får nu lokalpolitikerne i Lyngby-Taarbæk Kommune til at rette en skarp kritik.

quote Det er så slemt, at vores børn ikke kan falde i søvn

Stine og Jacob Tarborg

- Vi bliver nødt til at få kigget på den generelle lovgivning eller kigge på at få lavet en lovhjemmel til kompensation, ligesom man gjorde det med eksempelvis byggeriet af Cityringen, siger borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune, Sofia Osmani (K) til TV 2 Lorry.

- Det er absurd, at vi som kommune bliver nødt til at give dispensation til arbejdstilladelser, som er til stor gene, uden at vi må kompensere. Det er helt på månen, og jeg får ondt i maven over det. Det er så urimeligt, siger Sofia Osmani.

Desperate familier

Hun peger på, at der er mange berørte familier i Lyngby, og at hun selv har været i kontakt med en håndfuld familier, der er så desperate, at de ikke længere kan være derhjemme.

Derfor vil hun have Folketinget til at lave en lov, der kompenserer ved støjende byggeri.

Det bakker viceborgmester Simon Pihl Sørensen (S) op om.

Han kender nemlig også til problemet og de mange berørte familier.

- Der er mange støjplagede familier i øjeblikket, men der er bare ingen lovhjemmel, så vi kan kompensere familierne og hjælpe, siger han til TV 2 Lorry.

Når Folketinget igen åbner i oktober, har Rasmus Jarlov (K) lovet Sofia Osmani at tage spørgsmålet op