Og på valgdagen i 2009 blev posen rystet gevaldigt i det politiske landskab i Lyngby-Taarbæk.
Konservative fik en regulær vælgerlussing, og Socialdemokratiet gik også tilbage. De to partier kunne ikke længere skabe et flertal sammen, og samtidig gik dele af oppositionen stort frem. Venstre blev således det største parti i Lyngby-Taarbæk, og SF fordoblede sine mandater.
Hvad skulle det så bruges til?
Konstitueringen blev mildest talt kaotisk og for at følge med i begivenhedernes gang, skal man holde tungen lige i munden.
Først på valgnatten tydede alt på, at Venstres spidskandidat, Søren P. Rasmussen, ville få borgmesterposten med støtte fra SF, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. De fire partier stod alle bag ”Lyngby version 2009”.
SF sprang dog fra aftalen, da partiet blev tilbudt borgmesterposten i en alliance med Konservative og Socialdemokratiet, der på den måde kunne holde fast i nogle udvalgsformandsposter.
Men heller ikke den aftale holdt særlig længe – faktisk kun under et døgn. Politikere fra den borgerlige fløj på Christiansborg blandede sig nemlig, da det stod klart, at SF ville løbe med borgmesterposten i en kommune, hvor flest vælgere havde stemt borgerligt.
Konservative trak støtten til SF og fik i stedet en aftale i stand med Venstre, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, der betød, at Rolf Aagaard-Svendsen kunne fortsætte som borgmester på trods af, at Konservatives mandater var blevet næsten halveret ved valget.
Rolf Aagaard-Svendsen troede, at den aftale stod ved magt, da han indledte det konstituerende møde knap to uger senere. Der var dog, som vi ved, blevet konspireret imod ham i kulisserne.