De lange knives nat: Alt kan ske, når magten skal fordeles efter valget

Konstitueringerne løber fra tid til anden løbsk i kommunerne, når valgstederne er lukkede, og stemmerne talt op. Det kan resultere i vilde politiske dramaer og spektakulære kup, når borgmesterstolen skal besættes.

Han troede, den var hjemme.

Den konservative borgmester i Lyngby-Taarbæk, Rolf Aagaard-Svendsen, var overbevist om, at han havde sikret sig fire år mere på posten ved kommunalvalget.

Det var først i løbet af det konstituerende møde, der formelt skulle forsegle de indgåede politiske aftaler, at han opdagede, han var blevet kuppet.

- Det var en ualmindeligt lusket måde at gøre det på, fortæller han i dag.

Et kongemord var undervejs, og borgmesteren stod til at blive politisk likvideret.

Selvom det foregik tilbage i 2009, var måden, det skete på, så opsigtsvækkende, at mange, der beskæftiger sig med kommunalpolitik, stadig husker det tydeligt i dag.

Det gør Rolf Aagaard-Svendsen selv naturligvis også.

- Det var det værst tænkelige scenarie, der udfoldede sig. 


De lange knives nat - og dagene derpå


Begivenhederne i Lyngby-Taarbæk er et godt eksempel på, hvor hårdt der af og til bliver gået til den blandt de folkevalgte i kommunalpolitik.

Faktisk er det sådan, at selve natten efter kommunalvalget ofte kaldes for "de lange knives nat".

Det er selvfølgelig en anelse dramatisk, for som de historiekyndige vil vide, så er det oprindeligt betegnelsen for likvideringerne af Adolf Hitlers politiske modstandere i Nazityskland, som fandt sted en nat i juni 1934 og i de efterfølgende dage.

Og det er jo ikke ligefrem dét, der er på spil i kommunalbestyrelserne, når vælgerne har afgivet deres stemmer.

Når samme betegnelse alligevel ofte bruges om netop natten efter kommunalvalget, så skyldes det, at det kan være nogle særdeles begivenhedsrige og nervepirrende timer, når konstitueringerne i landets kommuner skal falde på plads.

For selv hvis man som politiker klarer sig godt igennem nattens forhandlinger, kan man alligevel aldrig helt vide sig sikker. En politisk aftale kan snildt nå at ændre sig i dagene efter eller - som i Lyngby-Taarbæk - på selve det konstituerende møde, der typisk afholdes nogle uger senere.


Forskel på kultur


Forud for kommunalvalget på tirsdag dykker vi ned i et par eksempler på dramatiske konstitueringer fra nyere tid.

Inden vi går i dybden med begivenhederne i Lyngby-Taarbæk ved kommunalvalget i 2009, skal det handle om Allerød ved valget i 2013.

Her blev der nemlig også bagt politiske rævekager til den helt store guldmedalje.

Det skal dog siges, at langt de fleste konstitueringer - i modsætning til de to eksempler - foregår fredeligt og for det meste relativt forudsigeligt.

- Hvis der er indgået valgforbund på forhånd, og et af dem får flertal, så er det ofte det største parti fra det valgforbund, der får borgmesterposten, siger Flemming Juul Christiansen, der er lektor på Institut for Samfundsvidenskab på Roskilde Universitet.

- Det har vist sig, at der tit sker en kernekonstituering først på valgnatten, der sikrer flertallet, og så en bredere konstituering senere hen, hvor flere partier kommer med.

Lektoren, der underviser i kommunale konstitueringer, har også et bud på, hvorfor fordelingen af den politiske magt alligevel nogle gange ender i et uskønt forløb.

- Det handler nok om personlige ambitioner og ambitioner på partiernes vegne. Derudover er der forskel på kulturen rundt omkring. I nogle kommuner er der tradition for konsensus og samarbejde. Det er der faktisk de fleste steder, men nogle steder er det ikke så stærkt etableret, fortæller han.  


Tæt på lodtrækning om borgmesterpost


Et politisk drama med løftebrud og personangreb trak i langdrag efter kommunalvalget i Allerød i 2013. 

En borgmester blev først fundet mere end to uger efter selve valgdagen, og op til det troede man, at det ville ende ud i lodtrækning. 

En særlig krukke til sedler med borgmesterkandidaternes navne var endda fundet frem på det lokalhistoriske museum.

Borgmesterposten i Allerød er gennem årene tilfaldet enten Konservative eller Venstre, og i det borgerlige valgforbund havde man inden kommunalvalget i 2013 en aftale om, at embedet skulle gå til det parti, der blev størst.

Konservative fik flest stemmer, og derfor burde partiets spidskandidat, Erik Lund, ifølge aftalen have vundet kampen om magten i Allerød. Men sådan skulle det ikke gå.

Da stemmerne blev talt op, blev ”knivene” fundet frem, og Venstres spidskandidat, John Køhler, brød sit løfte. Med støtte fra en række andre – primært røde – partier kunne han nemlig selv blive borgmester.

- Når man springer fra en klokkeklar aftale, hvor der står, at det største parti tager borgmesterposten, så er det dybt utroværdigt, sagde Erik Lund til TV 2 Lorry dengang. 

Erik Lund (K) og John Køhler (V) i en ophedet studiedebat dagen efter kommunalvalget i 2013.


John Køhler erkendte, at han bevidst brød en aftale, men han så det som en tilbagebetaling for kommunalvalget i 2009, hvor Konservative snuppede borgmesterposten i Allerød for næsen af Venstre, selvom partiet havde flest stemmer.

Dramaet forsatte i de følgende dage.

En del af støtten til Venstre forsvandt igen, og pludselig var der stemmelighed. Ti byrådsmedlemmer bag hver kandidat.

Tungen på vægtskålen var Enhedslistens ene mandat, der nægtede at pege på hverken Erik Lund (K) eller John Køhler (V).

Den politiske situation i kommunen fik sågar Allerøds borgere på gaden med fakler for at demonstrere. 


Fakkeltog i Allerød en uge efter kommunalvalget i 2013.


Valget af borgmester i Allerød var gået i hårdknude og kunne være endt i lodtrækning. Men det gjorde det lige akkurat ikke.

Konservative tog selv tilløb til at løse den fastlåste situation ved at pege på en ny borgmesterkandidat, Jørgen Johansen, i stedet for Erik Lund, og det fik et medlem af Socialdemokratiet, Lea Herdal, til at stemme imod resten af sit parti og pege på den konservative politiker.

- Jeg må jo tage skraldet og finde ud af, hvordan de reagerer på det her, siger Lea Herdal (S) med henvisning til resten af den socialdemokratiske gruppe i Allerød.


Jørgen Johansen (K) endte med borgmesterkæden med det mindst mulige flertal bag sig.

- Jeg vil gerne sige undskyld til borgerne. Jeg er så ked af måden, det her er foregået på, lød det i 2013 fra hovedpersonen selv, da Allerød – som den sidste kommune i landet - endelig fik en borgmester.


Jørgen Johansen (K) undskylder til Allerøds borgere på det konstituerende møde i det nye byråd.


Kuppet for rullende kameraer

Vi er tilbage i Lyngby-Taarbæk og kuppet af Rolf Aagaard-Svenden (K) og hans parti ved det konstituerende møde efter kommunalvalget i 2009.

- Der foregik en hel masse i hovedet på mig, men jeg tænkte, at det gjaldt om at bevare roen og ikke gå i panik, fortæller hovedpersonen selv i dag.

Lyngby Taarbæk Kommune var kort forinden begyndt at livestreame alle kommunalbestyrelsens møder, og derfor kan man stadig den dag i dag se, hvordan det hele foregik. 

Til en start bød Rolf Aagaard-Svendsen velkommen til det konstituerende møde og sagde til kommunalbestyrelsen, at ”vi får meget at se til hinanden i de kommende fire år”.

Han troede på det tidspunkt, at det var ham, der havde trukket det længste strå i de intense forhandlinger efter kommunalvalget.


Rolf Aagaard-Svendsen byder velkommen til det konstituerende møde i den nye kommunalbestyrelse.


Skråsikkerheden skyldtes måske, at Konservative havde haft borgmesterposten i Lyngby-Taarbæk siden 1950erne. I årtier havde man kørt parløb med Socialdemokratiet, der skabte flertal bag de konservative borgmestre.

De to partier sad tungt på magten sammen. Men oppositionen ønskede fornyelse og skabte derfor inden kommunalvalget initiativet ”Lyngby version 2009”. Ambitionen var i bund og grund at få sat Konservative og Socialdemokratiet udenfor indflydelse.


Klip fra indslag bragt i september 2009, hvor der luftes kritik af samarbejdsklimaet i kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk. Borgmester Rolf Aagaard-Svendsen (K) afviser det.


Og på valgdagen i 2009 blev posen rystet gevaldigt i det politiske landskab i Lyngby-Taarbæk.

Konservative fik en regulær vælgerlussing, og Socialdemokratiet gik også tilbage. De to partier kunne ikke længere skabe et flertal sammen, og samtidig gik dele af oppositionen stort frem. Venstre blev således det største parti i Lyngby-Taarbæk, og SF fordoblede sine mandater.

Hvad skulle det så bruges til?

Konstitueringen blev mildest talt kaotisk og for at følge med i begivenhedernes gang, skal man holde tungen lige i munden.

Først på valgnatten tydede alt på, at Venstres spidskandidat, Søren P. Rasmussen, ville få borgmesterposten med støtte fra SF, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. De fire partier stod alle bag ”Lyngby version 2009”.

SF sprang dog fra aftalen, da partiet blev tilbudt borgmesterposten i en alliance med Konservative og Socialdemokratiet, der på den måde kunne holde fast i nogle udvalgsformandsposter.

Men heller ikke den aftale holdt særlig længe – faktisk kun under et døgn. Politikere fra den borgerlige fløj på Christiansborg blandede sig nemlig, da det stod klart, at SF ville løbe med borgmesterposten i en kommune, hvor flest vælgere havde stemt borgerligt.

Konservative trak støtten til SF og fik i stedet en aftale i stand med Venstre, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, der betød, at Rolf Aagaard-Svendsen kunne fortsætte som borgmester på trods af, at Konservatives mandater var blevet næsten halveret ved valget.

Rolf Aagaard-Svendsen troede, at den aftale stod ved magt, da han indledte det konstituerende møde knap to uger senere. Der var dog, som vi ved, blevet konspireret imod ham i kulisserne.


- Jeg skal udbede mig et forslag til valg af borgmester, siger Rolf Aagaard Svendsen (K).


Det var Socialdemokratiet – altså Konservatives mangeårige samarbejdspartner – der påbegyndte kongemordet. Med henvisning til ”valgets tale” foreslog Simon Pihl Sørensen nemlig, at Søren P. Rasmussen fra Venstre blev borgmester.


- Valgets tale peger på en bred konstituering med en Venstre-borgmester i spidsen, siger Simon Pihl Sørensen (S).


Forslaget kom ikke bag på Søren P. Rasmussen, for det hele var aftalt på forhånd.

Han tog herefter selv ordet på det konstituerende møde og spurgte de andre partier, hvad de sagde til forslaget. Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og SF bakkede op.

- Det var her, jeg blev klar over, at det ikke var spontant, fortæller Rolf Aagaard-Svendsen, der udbad sig en time-out med begrundelsen “vi har jo talt om nogle helt andre ting her de sidste 14 dages tid.”

Den time-out fik han dog ikke lov til at holde.


- Det er lidt pudsigt, at det sker på den her måde... lyder det fra Rolf Aagaard-Svendsen (K).


Rolf Aagaard-Svendsen måtte herefter give fortabt. Han pakkede sine pairer sammen og overlod mødeledelse og borgmesterstol til Søren P. Rasmussen.


- Resten af mødet ledes af Søren P. Rasmussen, afslutter Rolf Aagaard-Svendsen (K).


Således fik Lyngby-Taarbæk altså en ny borgmester.

Rolf Aagaard-Svendsen trak sig fra kommunalbestyrelsen i løbet af den efterfølgende valgperiode, men det skyldtes ikke begivenhederne ved konstitueringen. Han kalder det i dag en dårlig oplevelse i hans tid som aktiv i kommunalpolitik, der dog langt fra overskygger de mange positive.

- Når jeg bliver mindet om det, så får jeg en ubehagelig følelse i kroppen. Men jeg har lagt det bag mig, og jeg har stadig kontakt til flere af dem, der lavede de her rævekager dengang, fortæller han.  


Konstitueringshjælp fra Christiansborg

Ifølge Flemming Juul Christiansen er det sjældent omkostningsfrit, når konstitueringer forløber så kaotisk, som det var tilfældet i for eksempel Allerød i 2013 og i Lyngby-Taarbæk i 2009.

- Mit indtryk er, at det slår igennem i kommunalbestyrelsesarbejdet efterfølgende, fortæller han.

Ved det seneste kommunalvalg kom det frem, at samtlige partier på Christiansborg havde bedt erfarne politikere eller medarbejdere fra organisationerne holde sig klar til at rådgive deres partifæller i kommunerne, mens konstitueringerne blev forhandlet på plads.

- Det er en ny ting med systematiseret rådgivning på den måde. Førhen har det været mere uformelt. Det er noget, partierne gør, for at optimere deres muligheder, fortæller Flemming Juul Christiansen.

Det er dog ikke ensbetydende med, at det er slut med ”de lange knives nat” efter et kommunalvalg.

Ifølge Flemming Juul Christiansen er der ikke noget, der tyder på, at samtlige konstitueringsforløb vil forløbe fredeligt fremover. Der vil formentlig også blive bagt politiske rævekager til kommunalvalget i november i år.

- Ja, det vil givetvis ske igen. Vi kan jo ikke vide, hvorhenne det vil ske, men antallet af den slags episoder er ret stabilt. En kommune får meget opmærksomhed, når det sker. Det er klart – der er jo opsigtsvækkende, lyder det fra Flemming Juul Christiansen.

Noget tyder i øvrigt på, at vælgerne ikke bryder sig synderligt om rævekager og dramatiske konstitueringer. Hverken Jørgen Johansen i Allerød eller Søren P. Rasmussen i Lyngby-Taarbæk formåede at blive genvalgt som borgmestre ved de kommunalvalg, der fulgte fire år efter. 


De-lange-knives-nat-bundgrafik