David vil redde havbunden: Nu mangler han bare 49.999 andre

Fisker vil samle 50.000 underskrifter for at få stoppet råstofindvindingen i Øresund.

David Gede er fritidsfisker og har fået nok af sandsugningen i Øresund.

Derfor vil han samle opbakning til et borgerforslag for at lægge pres på politikerne på Christiansborg. 

- Vi skal gøre som svenskerne, der har set lyset for 30 år siden og for længst har forbudt sandsugning. Øresund er et helt unikt naturområde, der er rekreativt for over en million mennesker på begge sider af sundet. Og så er havbunden og miljøet med dyr og planter helt unikt, siger han.

David Gede har fisket i sin fritid i 10 år, bor tæt på Øresund i Taarbæk og går op i, at naturen er i balance. Han mener, at sandsugningen på Øresund ødelægger alt:

- Jeg havde et godt sted, hvor jeg plejede at sætte mine garn. En dag lå der en sandsuger lige op ad. Ugen efter tog jeg et par dykkerbriller og en våddragt på og kiggede ned på bunden. Alt var væk. Det var et frygteligt syn. Der var bare et stort sort hul, fortæller David Gede.

Det kræver, at 50.000 skriver under på Folketingets hjemmeside for borgerforslag, før det eventuelt bliver fremsat i Folketinget. 

Borgerforslag er velkommen

Mette Abildgaard er miljøordfører for Konservative og har i lang tid kæmpet for at få et forbud mod sandsugning i Øresund. Også oppositionen i Folketinget støtter den ide. Men Venstre har længe været imod, og det har gjort kampen svær:

- Jeg glæder mig over, at det her er et af de første borgerforslag, der er stillet. Jeg bruger selv enhver lejlighed til at lægge pres på de andre partier, så vi kan få det her stoppet, siger Mette Abildgarrd i dag til TV 2 Lorry.

- Og kommer det her op i Folketinget, så er det endnu en god grund til at forsøge at rykke de politikere, der er imod.

Undersøgelse af sandsugning

Miljøminister Esben Lund Larsen har dog for nyligt meldt ud, at han ønsker en undersøgelse af alternativerne til sandsugningen i Øresund.

- Det lykkedes at få ministeren til at sige, at han vil se på, om der kan hentes sand op andre steder fra, siger hun.

- Vi skal have det forbudt, for biologerne har konstateret, at de steder, hvor de har været nede og suge, der er bunden næsten død. Og det tager mellem 10 og 40 år at genoprette, siger David Gede.

Borgerforslaget har siden 1. februar fået 636 underskrifter. Sidste frist for at skrive under er 31. juli 2018.

Borgerforslagets vej til Folketingssalen

Hvis dit forslag bliver godkendt, bliver det offentliggjort på borgerforslag.dk, og andre borgere har nu mulighed for at støtte forslaget. Der kan indsamles støtte til et borgerforslag inden for en periode på 180 dage. 

Hvis et borgerforslag opnår de 50.000 nødvendige støttere, skal partierne i Folketinget tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et konkret beslutningsforslag. Forslaget bliver altså ikke automatisk fremsat i Folketinget, når det har opnået 50.000 støttere. Ifølge grundloven er det nemlig kun ministre og medlemmer af Folketinget, der kan fremsætte forslag i Folketinget. Forventningen er, at forslagene som hovedregel vil blive fremsat i fællesskab af de partier, som støtter ordningen om borgerforslag. Hvis borgerforslaget fremsættes i Folketinget, vil det gennemgå samme behandlingsproces som almindelige beslutningsforslag.

På borgerforslag.dk kan du se alle de forslag, der er blevet stillet. Du kan finde forslag, du selv kunne have lyst til at støtte, eller få inspiration til forslag, du mener bør fremsættes.

Borgerforslag er i første omgang en forsøgsordning, som fungerer 2 år frem. Herefter vil ordningen blive evalueret, og Folketinget skal beslutte, om ordningen skal opretholdes.

Kilde: Folketinget 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik