Bakkens Pjerrot flytter ud for en stund: Skal sprede smil og glæde blandt børn

I Lyngby-Taarbæk Kommune kan flere børn se frem til at få besøg af Bakkens Pjerrot, der skal trylle, underholde og skabe godt humør i forskellige børnehaver.

Landets skoler og dagsinstitutioner har så småt genåbnet.

Men selvom mange børn med garanti har glædet sig med gensynet med venner, legepladsen og pædagoger eller lærere, er hverdagen langt fra, som den plejer at være.

Der er flere krav og regler til børnene, som er trådt i kraft for at inddæmme smittefaren ved Covid-19.

Særligt én kommune har taget et andet redskaber i brug, så børnene kan se bort fra alvoren et kort stykke tid, blive overrasket og underholdt af en helt speciel gæst, der kommer på besøg.

Pjerrot flytter

I Lyngby-Taarbæk Kommune har borgmester Sofia Osmani (C) spurgt Nils-Erik Winther, der er direktør for A/S Dyrehavsbakken, om deres nye Pjerrot vil komme ud og underholde nogle af børnene i kommunen.

- Egentlig savnede jeg nok bare selv en tur på Bakken, da solen skinnede så dejligt i påsken. Og så var idéen oplagt, for når børnene ikke kan komme til Bakken og Pjerrot, så må Pjerrot komme til børnene, lyder det fra Sofia Osmani i et skriftligt svar til TV 2 Lorry.

Det er i den grad en idé, der er faldet i god jord hos både Nils-Erik Winther og Pjerrot, som begge tror på, at børnene bliver glade for underholdningen.

- Jeg er sikker på, at mange af børnene kender Pjerrotfiguren fra tidligere, så jeg tror, at børnene bliver rigtig glade for at få besøg. De er jo ikke vant til, at Pjerrot kommer på besøg hos dem i børnehaven, så jeg håber, at de kan blive opmuntret, siger Nils-Erik Winther til TV 2 Lorry.

Kort nyt

Borgmesteren bekymrer sig om Bakken

Dyrehavsbakken er placeret midt i kommunen, så det er en rigtig god mulighed at få Pjerrot ud og underholde børnene, fortæller Nils-Erik Winther.

- Det er dejligt, at borgmesteren tænker på, hvordan vi kan underholde børnene, der er kommet tilbage, siger han.

Den nye Pjerrot skal lave numre med børnene, hvor han skal trylle, lege og spille musik de næste tre dage på 10 forskellige institutioner.  

Borgmesteren fortæller, at turisme- og underholdningsbranchen er virkelig hårdt ramt, og det gælder også den 450 år gammel virksomhed Bakken.

Derfor håber hun også, at oplevelsen med Pjerrot kan kaste mere af sig, når Bakken engang åbner igen.

- Selvfølgelig bekymrer jeg mig som borgmester også for deres (Bakkens, red.) fremtid. Derfor håber jeg, at vi med de gode idéer både gør noget godt for børnene i en lidt hård tid – og at vi som lokalsamfund bakker op om vores kulturinstitutioner, når de på et tidspunkt åbner op, og vi igen får muligheden for at besøge dem, siger hun.  

Den nye Pjerrot er klar til gøgl

Efter 24 år er den gamle Pjerrot, Kurt Flemming, gået på pension, og i stedet skal tidligere skuespiller Morten Eisner nu dække sit ansigt med et tykt lag ansigtsmaling, male den store røde mund og bære den karakteristiske hvide hat, når han skal være Pjerrot-figur på Bakken.

Det er Morten Eisners første sæson som den nye Pjerrot, og Nils-Erik Winther fortæller, at han er sikker på, at han kan øve sine numre med børnene som publikum de kommende dage.

- Han får sikkert prøvet nogle af sine ting af, og han er jo selvfølgelig en anden type end vores tidligere Pjerrot. Jeg har store forventninger til, at vi får en Pjerrot, der er mere musikalsk, siger Nils-Erik Winther.

Pjerrot får sit helt store debut, når Bakken igen åbner op den 11. maj. Såfremt tidspunktet ikke ændres, altså. 

Disse dagtilbud kan se frem til at møde Pjerrot

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Kultur

tivoli

Populær musical genopstår i Tivoli

Julevindue 1

Landets mest julepyntede vindue? Michael har brugt en uge og 1.500 kugler

20180511-071052-L-1920x1279we

Nørrebro-drengen Mads Mikkelsen erstatter Johnny Depp i storfilm

Køge Julerute

Trine fik en god idé: Arrangerer alternativ til julemarked - men på coronasikker måde

Lyngby-Taarbæk

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere