Anklage: 31-årig voldtog to logerende og dræbte en tredje

Tre kvinder lejede intetanende værelser hos 31-årig mand i Lyngby, der voldtog to af dem og dræbte den tredje.

 

Både dommerne i retten i Lyngby og i Østre Landsret afviste i maj 2014 en 29-årig kvindes forklaring om, at hun sent om aftenen 8. maj blev truet og derefter voldtaget af sin vært.

De to retter valgte at tro på den 31-årige syrers forklaring om, at den logerende havde sex med ham frivilligt.

Derfor blev manden løsladt.

Men ifølge anklageskriftet, som mandag er frigivet, begik han efter løsladelsen endnu en voldtægt og et drab.

8. maj truede syreren ifølge tiltalen sin logerende med en kniv og voldtog hende. Blot en måned efter - 13. juni - voldtog han en anden kvindelig logerende, inden han 27. juli kvalte den italienske kvinde Giancarla Coppi, der også boede til leje hos ham.

Liget pakkede han i en kuffert, som han efterlod i et krat i Lyngby.

Sagen kommer for retten i Lyngby 11. juni, og der er afsat fem dage til sagen.

Manden har nægtet drab, men han erkender vold med døden til følge. Politiet mener, at motivet til drabet er seksuelt.

Den 31-årige mødte sine ofre, når de lejede værelser i hans lejlighed i Lyngby.

Ifølge anklageskriftet belurede den 31-årige sin 29-årige logerende mellem den 24. og 25. april og tog et nøgenfoto af hende. Billedet sendte han videre til en bekendt. 8. maj gennemførte han voldtægten, som kvinden meldte til politiet.

Manden fortsatte med at leje værelser ud, og ifølge anklageskriftet voldtog han endnu en kvinde om eftermiddagen 13. juni. Efterfølgende truede han hende med, at han ville sende kompromitterende billeder til hendes familie, hvis hun fortalte nogen om voldtægten.

Også den 48-årige Giancarla Coppi lejede et værelse af den 31-årige syrer.

29. juli blev en kuffert fundet i villakvarteret i Hvidegårdsparken i Lyngby. I kufferten lå liget af Giancarla Coppi.

Politiet mener, at hun blev kvalt om eftermiddagen 27. juli.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik